2-1 nederlag i Haderslev

Det blev desværre til sæsonens tredje nederlag, da hjemmeholdet fra SønderjyskE vandt 2-1 på Sydbank Park.

Vi havde ellers chancer til at få minimum et point, men skarpheden manglede vi i de afgørende situationer.
Det havde hjemmeholdet, og derfor kunne de trække sig sejrrigt ud af opgøret.

SønderjyskE startede også bedst. De truede vores mål i kampens indledning, men det var os, der var farligst. Efter 14 minutter var Sander Fischer helt fri efter et hjørnespark, men den hollandske midterforsvar fik ikke styret sit hovedstød mod mål.

Minuttet efter kunne vi have taget føringen. Moses Opondo drev bolden frem i en omstilling. Han fandt Lucas Jensen i fuld fremdrift, og Jensen gjorde alt rigtigt, da han chippede bolden over en fremadstormende Sebastian Mielitz. Desværre fik chippet lidt for meget, og forsøget tog overliggeren.

10 minutter senere kunne vi have scoret igen, da Daniel Christensen fik en god skudmulighed i endnu en omstilling. Kun en Sebastian Mielitz i fuld udstrækning forhindrede den tidligere SønderjyskE-spiller i at score på sin gamle hjemmebane.

I mellemtiden havde SønderjyskE haft en stor mulighed til Mart Lieder, hvor Nicolai Flø måtte hive en af sine gode redninger ud af ærmet.

Det var det tætteste de to hold var på at få bolden i kassen før pausen, og derfor endte 1. halvleg uden scoring.

I anden halvleg var kampbilledet det samme. SønderjyskE spillede bolden godt rundt, og skabte også lidt mere end før pausen. Efter 52 minutter brændte det igen på nede i vores ende, men skarpheden var ikke med hjemmeholdet.

På dette tidspunkt begyndte kampen at åbne op. Seks minutter efter SønderjyskEs trusler mod vores mål var vi igen tæt på at bringe os foran. Alexander Juel Andersen brød godt igennem i højre side, sendte en flad aflevering skråt bagud i feltet til Lucas Jensen, der trykkede af. Men desværre stod Mielitz igen i vejen.

Efter 72 minutter kom der gang i målscoringen. Kees Luijckx kom højest på et hjørnespark og sendte bolden med et kraftfuldt hovedstød ind bag Nicolai Flø.

Og godt et kvarter senere udnyttede SønderjyskE endnu en dødbold. Igen var det et hjørnespark, hvor vi i første omgang reddede bolden på stregen, men Stefan Gartenmann kom først på returen og sparkede bolden i mål.

I overtiden fik vi reduceret, da Seyi Adekoya scorede sit første Superliga-mål, og efterfølgende satsede vi hele butikken og sendte Sander Fischer i front. Desværre fik vi ikke fremtvunget udligningen, og derfor måtte vi indkassere sæsonens tredje nederlag.

Matchfacts – Superligaen, 6. runde

SønderjyskE – Vendsyssel FF 2-1 (0-0)

Mål: 1-0 73. min Kees Luijckx, 2-0 86. min Stefan Gartenmann, 2-1 90+2 Seyi Adekoya

Advarsler: 21. minut Sander Fischer, 31. min Alexander Bah (SønderjyskE), 89. min Johan Absalonsen (SønderjyskE)

Tilskuertal: 4750

Startopstilling, SønderjyskE (4-2-3-1): Sebastian Mielitz – Stefan Gartenmann, Marc Pedersen, Kees Luijckx, Simon Poulsen – Eggert Jonsson, Niki Zimling (46. Rasmus Vinderslev) – Søren Frederiksen (67. Christian Jakobsen), Johan Absalonsen, Alexander Bah (80. Jeppe Simonsen) – Mart Lieder

Startopstilling, Vendsyssel FF (4-1-4-1): Nicolai Flø – Alexander Juel Andersen, Sander Fischer, Andreas Kaltoft, Daniel Christensen – Mikkel Frankoch – Lucas Jensen, Moses Opondo, Morten Knudsen (71. Seyi Adekoya), Mads B. Mikkelsen (46. Sebastian Czajkowski) – Washington Brandão.