3-1 sejr over AaB’s reservemandskab

Da søndagens kamp mod Nykøbing FC blev udsat, iværksatte trænerteamet jagten på en modstander, så spillerne fik noget kamptræning. Valget faldt på AaB’s Superliga reserver, og det blev til endnu en sejr for Erik Rasmussens mandskab. 3-1 blev et forholdsvist stærkt AaB-hold, der blandt andet havde Kasper Risgård, Kristoffer Pallesen, Frederik Børsting og Pavol Safranko i startopstillingen.

Og det var sidstnævnte, der i kampens indledning kom til den første chance, men slovakken ramte ikke målet. I begyndelsen af kampen formåede vi at holde fint fast i bolden og spille den godt rundt, men det var hjemmeholdet, der havde de fleste chancer.

På trods af et chanceovertag til AaB var det os, der kom foran 1-0. Andreas Kaltoft slog en fremragende diagonalaflevering i dybden til Lucas Jensen, der udplacerede AaB-keeperen efter 11 minutters spil. Om målet var et wakeup-call for AaB skal være usagt, men hjemmeholdet kom til en del chancer efterfølgende, og fik også udlignet ved Rasmus Thellufsen efter godt en halv times spil. Lige inden pausen lykkedes det for Jeppe Illum at bringe os foran igen, da han sendte bolden i nettet på godt forarbejde af Lucas Jensen, der var rykket over i venstre side.

  1. halvleg var igen præget af chancer i begge ender, dog med de største i vores favør. Med godt 20 minutter igen burde Marcus Solberg have øget føringen, da han to gange får chancen for at sende bolden forbi AaB’s målmand i en hurtig omstilling. Vi skulle helt frem til kampens sidste minut, før kampens fjerde og sidste scoring faldt. Det var Mikkel Frankoch, der med en flad afslutning øgede til slutresultatet 3-1.

Matchfacts – træningskamp

AaB – Vendsyssel FF 1-3 (1-2)

Mål: 11. min 0-1 Lucas Jensen, 33. min 1-1 Rasmus Thellufsen, 45. min 1-2 Jeppe Illum, 90. min 1-3 Mikkel Frankoch

Startopstilling, Vendsyssel FF (4-4-2): Nicolai Flø (46. Frederik Ibsen) – Christian Overby, Kristian Riis (40. Jens Berthel Askou), Andreas Kaltoft, Benjamin Lund – Lucas Jensen (46. Mikael Anderson), Mikkel Frankoch, Morten Knudsen, Jeppe Illum – Yao Dieudonne, Washington Brandâo (46. Marcus Solberg)