Åbent hus på træningsanlægget i Vrå d. 9. februar

Kære borger i Hjørring Kommune

Vi håber, I er kommet godt ind i dette årti.

Søndag d. 1. marts 2020 indleder vi forårssæsonen i NordicBet Ligaen med en kamp på Nord Energi Arena mod FC Roskilde.

Men inden vi kommer så langt i kalenderen, har vi nogle træningskampe, der skal overstås. Kampe, der skal gøre os helt skarpe og klar til de strabadser, der venter os i landets næstbedste fodboldrække for mænd.

Én af de træningskampe, vi har på skemaet, er mod Superligaklubben og lokalrivalerne fra AaB. De gæster Idrætscenter Vendsyssel til en kamp mod os, Vendsyssel FF, søndag d. 9. februar klokken 13.00.

Her håber vi, at I har lyst til at komme forbi. Vi åbner på dagen for vores helt nye topmoderne omklædningsrum og faciliteter i Idrætscenteret, og byder på en god fodboldkamp bagefter. Udover det er Idrætscenter Vendsyssel vært for en gratis stadionplatte (pølse med brød) fra klokken 12.00 frem til kampstart.

Fra klokken 12.20 til 13.00 er der mulighed for en rundvisning i vores lokaler.

Så sæt et kryds i kalenderen, og trop op på Idrætscenter Vendsyssel, Stadionvej 17, 9760 Vrå søndag d. 9. februar klokken 12.00 og få en gratis stadionplatte, rundvisning og en god fodboldkamp bagefter.