Ærgerlig remis i god første test

Vi kan ikke undgå at stå med en ærgerlig følelse efter den første træningskamp i denne opstart. Vi måtte nøjes med uafgjort mod BK Häcken efter at have været foran 2-0 med fem minutter igen – mens vi holdte svenskerne fra chancer stort set hele anden halvleg.

Men sådan er fodbold.

I første halvleg var det BK Häcken, der fik den første mulighed. Men meget symptomatisk for deres indsats i kampens lange første stykke tid, ramte de ikke målet. Og når de gjorde, så stod en velspillende Nicolai Flø i vejen. Keeperen var stærkt medvirkende til, at hjemmeholdet fra Göteborg ikke fik bolden i nettet i første halvleg. Flere gange hev han store redninger ud af ærmet, og frustrerede hjemmeholdets spillere.

I kampens indledning var Morten Knudsen, der var lagt frem som 10’er på midtbanen en stor kilde til uro. Hans drev med bolden gennem kæderne stækkede hjemmeholdet, og gav optræk til flere farlige situationer.

Men vores første mål skulle komme lidt ud af ingenting. Et udspark endte hos Emmanuel Ogude, der gik op i en duel. Efter bolden dumpede ned på græsset kiggede Ogude op, så BK Häcken-keeperen var langt ude af sit mål, og bragede den afsnit fra noget nær midterlinjen. Bolden strøg i en bue over keeperen og ind i netmaskerne. Fremragende scoring.

Resten af halvlegen havde vi ret godt styr på kampen. Og vi havde da også chancer til flere scoringer, men vi skulle vente helt frem til halvlegens sidste minut, hvor Tiémoko Konaté og Morten Knudsen slap alene igennem Häcken-forsvaret efter en fejl. Uselvisk spillede Konaté bolden til Knudsen, der let kunne prikke bolden i kassen.

Fuldt fortjent pauseføring.

I pausen skiftede vi otte mand, men det kunne man ikke se ret meget på spillet i anden halvleg. Vi stod stadig fint på banen og holdte dem fra de store chancer.

Vi formåede stadig at få skabt en del usikkerhed i deres forsvar, og blandt andet Marcus Solberg var en irriterende arbejdshest for hjemmeholdet.

Men vi fik ikke udnyttet de muligheder, vi havde.

I stedet fik hjemmeholdet blod på tanden. En nedfaldsbold efter et hjørnespark havnede hos den rette mand på kanten af feltet. Han trykkede af og sendte den i nettet uden chance for Victor Smedsrud – der i øvrigt ikke havde meget at arbejde med.

I kampens slutfase satsede BK Häcken alt for at få udlignet. Og det lykkedes desværre også til allersidst. Her fik de headet bolden i nettet fra tæt hold, og det endte derfor med en noget ufortjent pointdeling i vores første testkamp i denne opstart.

 

Matchfacts, træningskamp

BK Häcken – Vendsyssel FF 2-2 (0-2)

Mål: 0-1 22. min Emmanuel Ogude, 0-2 45. min Morten Knudsen, 1-2 85. min BK Häcken, 2-2 90+1. min 2-2 BK Häcken.

Startopstilling, 1. halvleg, Vendsyssel FF (4-5-1): Nicolai Flø – Jeppe Svenningsen, Søren Henriksen, Andreas Kaltoft, Daniel Christensen – Tiémoko Konaté, Mikkel Frankoch, Morten Knudsen, Mikkel Wohlgemuth, Mads B. Mikkelsen – Emmanuel Ogude

Startopstilling, 2. halvleg, Vendsyssel FF (4-4-2): Victor Smedsrud – Jeppe Svenningsen, Søren Henriksen, Lasse Steffensen, Benjamin Lund – Nicolai Laursen, Allan Høvenhoff, Morten Knudsen, Seyi Adekoya – Marcus Solberg, Sebastian Grønning