Ærgerlig uafgjort mod Hvidovre IF

Det blev desværre kun til det ene point mod Hvidovre IF fredag aften.

Og vi skal vidst prise os lykkelige for, at det blev til det ene point, for hjemmeholdet var bedst i store dele af kampen – og kunne have endt med alle tre.

Det startede elllers fint for os. Allerede efter syv minutter havde  Ali Messaoud bolden i kassen – og bare et par minutter senere kunne vi have øget den føring  til 2-0, men kun en god redning af Filip Djurkic forhindrede det.

Som halvlegen skred frem begyndte hjemmeholdet at få mere overtag. Men før pausen havde de ikke held med at spille sig til de store chancer. Kun et frisparksforsøg tæt på feltet blev det til – og den endte lige i favnen på Peter Friis Jensen.

Vi havde svært ved at få spillet til at fungere, og vi forsøgte derfor at lukrere på omstillinger. Og det blev gang på gang en kilde til uro for hjemmeholdet. Men den sidste aflevering eller den sidste dribling mislykkedes, så vi endte heller ikke med at blive alt for farlige.

Derfor endte første halvleg med en føring til os på 1-0.

Efter pausen kom hjemmeholdet igen bedst ud. De dominerede spillet ret meget, og viste, at de også kan spille fodbold. Men de fik heller ikke sat de sidste afleveringer sammen – eller lykkedes med den sidste dribling.

Ikke før det 77. minut. Her smækkede de en bold ind foran mål, og efter lidt kludder fra begge holds side, endte bolden for fødderne af Stefan Nygaard, der sendte bolden ind bag Friis til 1-1.

Herefter blev det en meget åben kamp, hvor begge hold jagtede en scoring –  og begge hold havde muligheder for at få det vindende mål.

Men det endte uden flere scoringer og derfor kunne vi tage et point med hjem fra Hvidovre.

Matchfacts, 14. runde, NordicBet Ligaen

Hvidovre IF – Vendsyssel FF 1-1 (0-1)

Mål: 0-1 7. min Ali Messaoud, 1-1 77. min Stefan Nygaard

Advarsler: 25. min Andreas Kaltoft, 34. min Stefan Nygaard (HIF), 48. min Ali Messaoud, 57. min Lirim Qamili (HIF), 73. min Rasmus Vinderslev, 90+2’ min. Emmanuel Ogude

Tilskuertal: 748

Startopstilling, Hvidovre IF (3-4-3): Filip Djurkic – Matti Olsen, Daniel Stenderup, Rasmus Larsen – Magnus Fredslund, Christoffer Østberg, Mikkel Nøhr (63. Morten Nielsen), Kim Aabech – Nicolaj Agger, Stefan Nygaard, Lirim Qamili

Startopstilling, Vendsyssel FF (4-4-2): Peter Friis Jensen – Jeroen van der Lely, Søren Henriksen, Andreas Kaltoft, Jakob Blåbjerg – Christoffer Boateng (63. Solomon Sarfo Taylor), Rasmus Vinderslev, Jelle van der Heyden (75. Morten Knudsen), Tiémoko Konaté – Ali Messaoud (87. Seyi Adekoya), Emmanuel Ogude