Alexander Juel Andersen ny spiller i Vendsyssel FF

Vendsyssel FF fortsætter oprustningen til den kommende sæson. Forsvarsspilleren Alexander Juel Andersen har indgået en to-årig aftale med klubben.

“Vi er stolte over, at det er lykkes at tiltrække en så dygtig og i Superligasammenhæng så rutineret spiller som Alexander. Alexander er en hurtigt tænkende og initiativrig spiller, som samtidig er udadvendt og ledende. Desuden besidder han en masse power og energi både defensivt og offensivt. Kvaliteter, som jeg sætter enormt stor pris på, og som skal være kendetegnende for os i Vendsyssel FF. Med tilgangen af Alexander har vi fået en spiller til toppen af hierarkiet i vores talentfulde trup, hvor Alexander helt naturligt – qua sin personlighed og sin erfaring fra adskillige sæsoner i Superligaen – vil indtage en lederrolle og være et forbillede for mange af vores unge spillere,” siger cheftræner Jens Berthel Askou.

“Gennem Mike Tullbergs grundige kendskab til Alexander fra AGF og mine samtaler med ham, ved vi, at vi får en spiller ind i truppen som altid går forrest i alt, hvad han foretager sig, hvilket er et vigtigt aktiv i relation til den udviklingsfase, vi står i som ny og ambitiøs Superligaklub,” fortæller Jens Berthel Askou til vendsysselff.dk.

Alexander Juel Andersen ser frem til at trække den hvide Vendsyssel FF-trøje over hovedet.

“Det er et spændende projekt at gå ind i. Det er en klub, der kommer med et stort drive – især fra trænerne. Der hvor jeg står i min karriere, er dét det rigtige skridt. Jeg har brug for at komme ud og spille noget fodbold, og jeg glæder mig til at bidrage med mine fodboldmæssige kvaliteter og erfaring uden for banen.  Jeg er hentet ind som en, der skal tage ansvar, og det er en stor årsag til, jeg er kommet hertil. Det er klart, at i så ung og spændende en trup, så er der brug for nogle, der har prøvet det før og går forrest. Det er noget, jeg gerne tager på mig, og som jeg har gjort før,” siger Alexander Juel Andersen til vendsysselff.dk.

Alexander Juel og resten af truppen begynder træningen mod den nye sæson på torsdag.