Høvenhoff ny Vendsyssel FF-spiller

Det nykårede Superliga-hold Vendsyssel FF har skrevet kontrakt med Allan Høvenhoff, der skifter fra Thisted FC på en fri transfer og tiltræder på en 3-årig aftale.

”Allan er først og fremmest en kriger og en vinder. Han har været anfører for et succesfuldt Thisted-hold i flere år, og har været med til at flytte kulturen deroppe. Han er en klog spiller, dynamisk, aggressiv, løbestærk, har et godt blik for spillet og er god til at tage temperaturen på kampene. Han har mange af de kvaliteter, vi får brug for som hold. Jeg glæder mig meget til at få Allan ind i truppen,” siger Jens Berthel Askou, der kender Allan Høvenhoff fra deres fælles fortid i Thisted FC.

Med sin alder på 28 år træder Allan Høvenhoff ind som en af de mere rutinerede spillere på holdet.

”Han har en god alder. Og så har han stadig en enorm sult og et drive til at ville endnu mere. Samtidig har han lederegenskaber, er en stærk bolderobrer og en mand, der tackler igennem,” siger Jens Berthel Askou.

Den 28-årige midtbanespiller har som sagt båret anførerbindet i Thisted FC, og har spillet en stor rolle i Thisted FC’s flotte præstationer i NordicBet Ligaen i denne sæson, hvor holdet overvintrede på en andenplads.

”Vendsyssel FF er en meget interessant klub. Det er et fuldtids-setup, som jeg ikke har prøvet før, men jeg føler, jeg er nået dertil, hvor jeg er klar til at tage det skridt. Jeg ved, det er nogle ufatteligt dygtige fodboldspillere, der er i Vendsyssel FF, og jeg glæder mig til at spille sammen med dem. Derudover kender jeg Jens Berthel Askou som en ufattelig dygtig og dedikeret træner, og jeg ser frem til at få ham som træner igen. Jeg har kun positive ting at sige om ham,” siger Allan Høvenhoff.

Allan Høvenhoff har spillet fem år i Thisted FC, og har i denne sæson spillet 29 kampe, scoret to mål og lavet to assists.

Spillerfakta: Allan Høvenhoff

Født: 22. maj 1990

Position: Midtbanespiller

Tidligere klubber: Thisted FC og Skive IK