Anders Vejrgang vinder Rødovre Cup

Vendsyssel FF Esports unge stjerneskud Anders Vejrgang vandt lørdag endnu en FIFA-turnering. Denne gang var det Rødovre Cup, hvor han slog Danmarks pt. bedste spiller – og nummer 7 i verden – Fatih ‘FIFAÜstün’ Üstün i finalen.

I gruppespillet cruisede unge Vejrgang sig igennem med tre sikre sejre, mens han i 1/16-finalen slog Wali ‘KAZ’ Kazmi fra FC Helsingør, der var med til at slå Vejrgangs holdkammerater ud af eSuperligaen, med 2-0.

I 1/8-finalen ventede Daniel ‘Shoppen’ Mogensen fra AaB Esport. Heller ikke ham voldte Anders Vejrgang de store problemer, da Hjørring-drengen tog en sikker 2-0 sejr.

Også i kvartfinalen ventede en AaB-spiller – denne gang Jacob Kragelund. Men igen viste Anders sine store kvaliteter, da han ekspederede Kragelund ud af turneringen efter en 3-1 sejr.

I semifinalen ventede der en upåagtet modstander, der deltog i sin første FIFA-turnering, og det var derfor ikke den store opgave for Vejrgang at spille sig i en finale, hvor Fatih Üstün ventede.

Det blev en tæt affære, hvor de to spillere gav hinanden kamp til stregen. Det ordinære opgør endte 2-2, og da der heller ikke blev scoret i den forlængede spilletid, skulle det hele afgøres i straffesparkskonkurrence.

Her viste Anders Vejrgang som den bedste, og han kunne derfor lade sig hylde som vinder af Rødovre Cup 2019 og 10.000 kroner.