Drømmemål og amerikansk scoring gav tre point

En solid arbejdsindsats var nok til at sikre alle tre point på en svær udebane i Skive.

Hjemmeholdet startede ud med et enkelt point efter COVID-19 pausen efter 1-1 mod rækkens tredjeplads fra Viborg FF. Så det var et mandskab der på forhånd havde vist, at de kan spille lige op med de bedste hold i rækken. Og de gjorde det da også hårdt for os i begyndelsen. En masse fysiske dueller inde centralt på banen var overskriften på de første 10-15 minutter, hvor den eneste mulighed tilfaldt Wessam Abou Ali, men han havde ikke held i sprøjten på det tidspunkt.

Skive IK kom foran efter godt og vel 20 minutter. Peter Friis Jensen får bolden på kanten af feltet, men han når ikke at skaffe sig af med den, før Sebastian Grønning har prikket den fra ham. Grønning tager et træk, kigger op og finder en fremadstormende Sebastian Denius, der midt fra mål kan sparke den fladt i kassen, mens Søren Henriksen forsøger at forhindre scoringen.

Men Wessam Abou Ali ville også på måltavlen i dag. Efter 35 minutter modtog han bolden på kanten af feltet i venstre side, kiggede på keeper Marcus Bobjerg, og klappede resolut til kuglen. Med en sand kanonkugle hamrede han bolden utageligt op i hjørnet – klassemål fra den unge angriber!

Efter det udlignende mål åbnede kampen lidt mere op. Skive IK satsede stadig på omstillinger, og stod relativt langt tilbage på banen, når de forsvarede. Det havde vi i kampens første 35 minutter svært ved, men målet gav os mere blod på tanden, og vi fik presset hjemmeholdet.

Men de var ikke færdige med at røre på sig før pausen. André Bjerregaard slap igennem, da Morten Knudsen og Andreas Kaltoft gik fejl af hinanden, men sidstnævnte kom lige akkurat tilbage og fik generet Bjerregaard så meget i afslutningsfasen, at han ikke fik ram på bolden. Solidt og fantastisk forsvarsarbejde af den unge stopper. Det betød, at de to hold kunne gå til pause ved stillingen 1-1.

Efter pausen satte vi os tungt på spillet i starten. Skive IK blev presset helt tilbage omkring eget felt, og lurede kun på omstillinger. Det var så til gengæld også ved at bringe held med sig, da Sebastian Grønning blev spillet fri på kanten af feltet. Men Andreas Kaltoft fik generet ham, så hans afslutning havnede i sidenettet.

Cheftræner Johnny Mølby havde fundet plads til Daniel Christensen i startopstillingen mod Skive. Han havde fundet en plads på højrekanten, og han kvitterede for tilliden ved en smuk, tempereret aflevering, der skar igennem Skives forsvar, og fandt Bradford Jamieson IV, der let kunne sende bolden i kassen. Det var amerikanerens første scoring i den første start i Vendsyssel FF-trøjen.

Men Skive IK var ikke færdige med at true vores mål. Kort tid efter scoringen fik André Bjerregaard en kæmpe chance helt fri foran mål, men han fik på mirakuløst vist skovlet bolden over Peter Friis Jensen mål.

Den store chance virkede til at give Skive lidt mere mod på tingene. De fik skubbet spillet længere frem på vores banehalvdel, og de forsøgte sig med et par langskud – blandt andet af Thomas Santos, der sneg sige lige uden om Friis’ stolpe. I en anden situation måtte Jakob Blåbjerg tilbage og redde os.

I slutfasen kunne Wessam Abou Ali sikre sejren på et straffespark begået mod Konaté.

Skives pres lykkedes ikke, og vi kunne tage alle tre point med os hjem igen.

Matchfacts, NordicBet Ligaen, 22. spillerunde

Skive IK – Vendsyssel FF 1-3 (1-1)

Mål: 1-0 19. min Sebastian Denius, 1-1 35. min Wessam Abou Ali, 1-2 56. min Bradford Jamieson IV, 90+3. min Wessam Abou Ali

Advarsler: 11. min Morten Knudsen, 17. min Mathias Bonde (SIK), 53. min Jakob Blåbjerg, 90. min Sebastian Buch (SIK)

Dommer: Chris Johansen

Startopstilling, Skive IK (5-3-2): Marcus Bobjerg – Emil Søgaard, Frederik Fisker (60. Frederik Mortensen), Jacob Dehn, Jacob Vetter, Kenneth Nielsen – Thomas Santos (86. Jeppe Mogensen), Mathias Bonde (63. Nicolai Dohn), Sebastian Denius (86. Sebastian Buch)– Sebastian Grønning, André Bjerregaard

Startopstilling, Vendsyssel FF (4-4-2): Peter Friis Jensen – Tobias Damsgaard, Søren Henriksen, Andreas Kaltoft (75. Jakob Hjorth), Jakob Blåbjerg – Daniel Christensen (65. Tiémoko Konaté), Dušan Jajić, Morten Knudsen (46. Mikkel Basse), Wessam Abou Ali – Bradford Jamieson IV (65. Emmanuel Ogude), Ali Messaoud (87. Jeppe Svenningsen)