En forfærdelig premierekamp

Puuuuha. Det var ikke lige den start på sæsonen 2020/2021, vi havde håbet på. Et klart nederlag til Fremad Amager på Sundby Idrætspark var desværre resultatet af premierekampen.

Og sikke en forfærdelig start på kampen. Bagud 3-0 ved pausen i en første halvleg, hvor vi oveni købet brændte et straffespark.

Indledningen på halvlegen startede ellers meget lige, dog med hjemmeholdet mest på bolden. Men efter 11 minutter gik det galt første gang. Vi begik et frispark på et farligt sted – lige uden for feltet. Og det sparkede Reda Rabei flot i kassen.

Vi havde mulighed for at udligne og resette kampen, da Tiémoko Konaté jagtede en løs bold, kom først på den og træk ind i feltet, hvor han blev nedlagt. Dommer Sebastian Friis Aagerup dømte korrekt straffespark, men Ali Messaoud svigtede for en gangs skyld fra 11-meter pletten, da hans spark blev reddet af Nicklas Dannevang i Fremad Amager-målet.

Og i stedet for udligning, så kom Fremad Amager yderligere foran efter 33 minutter. Pierre Larsen sendte en indlæg ind i panden på Kristoffer Munksgaard, og han headede den ind bag Kevin Ray Mendoza.

Og første halvleg skulle blive endnu dårligere endnu. Blot fem minutter efter den scoring trak Emmanuel Tokú ind fra sin position som højre kant, og sendte den flot op i målhjørnet, uden chance for Kevin Ray Mendoza.

En forfærdelig, forfærdelig start på den nye sæson.

Den dårlige første halvleg betød også, at cheftræner Lasse Stensgaard skiftede to mand i pausen. Vi skulle have lidt bedre fat i opgøret.

Og fra start fik vi sat Christoffer Boatengs enorme hurtighed i scene. Et par gange inden for 2. halvlegs første fem minutter strøg han til baglinjen, men vi fik ikke fuldt udbytte af det arbejde på daværende tidspunkt.

Vi satte os relativt rungt på spillet i kampens sidste 45 minutter, hvor vi holdte fast i bolden og forsøgte noget af det, vi har trænet på den seneste måned.

Men vi må også konstatere, at Sundby Idrætspark er et træls sted at spille, og Fremad Amager er et godt organiseret hold, der er svære at nedbryde – især når de har det resultat, de gerne vil have. Så kan de stille sig tilbage og leve på omstillinger – noget som de er enormt gode til.

Så trods gode intentioner om en reducering – eller det, der var endnu bedre – så måtte vi konstatere, at det ikke blev i premierekampen, vi kom på måltavlen. Desværre.

I stedet kom hjemmeholdet på måltavlen igen. Og det var efter en hurtig omstilling, hvor Kristoffer Munksgaard blev til dobbelt målscorer.

Og det skulle desværre blive værre endnu. Blot minuttet senere blev det 5-0 ved indskiftede Olusegun. Og for at runde ydmygelsen af, så blev det også 6-0 – også ved Olusegun.

Derfor venter der nu en vigtig kamp på tirsdag, når 3F Superliganedrykkerne fra Hobro IK gæster Nord Energi Arena.

Matchfacts, 1. division, 1. runde

Fremad Amager – Vendsyssel FF 6-0 (3-0)

Mål 1-0 11. min Reda Rabei, 2-0 33. min Kristoffer Munksgaard, 3-0 38. min Emmanuel Tokú, 4-0 77. min Kristoffer Munksgaard, 5-0 78. min Olakunle Olusegun, 6-0 88. min Olakunle Olusegun

Advarsler: Ingen

Startopstilling, Fremad Amager (3-4-2-1): Nicklas Dannevang; Markus Bay, Nemanja Cavnic, Maxime Soulas; Pierre Larsen, Kasper Fisker (46: Olakunle Olusegun), Franco Atchou, Markus Mlynikowski; Emmanuel Tokú (Sodig Rasheed), Reda Rebai (46. Lukas Engel); Kristoffer Munksgaard (85. Samson Iyede)

Startopstilling, Vendsyssel FF (4-3-3): Kevin Ray Mendoza; Tobias Damsgaard, Anders Bærtelsen, Andreas Kaltoft, Henri Järvelaid; Jelle van der Heyden (46. Jeppe Svenningsen), Zander Hyltoft, Tobias Christensen (46. Christoffer Boateng); Tiémoko Konaté, Mikkel Agger, Ali Messaoud (79. Ali Messaoud)