EN SÆSON VI SENT VIL GLEMME

Sæsonen 2020 – 2021 blev en højest usædvanlig en af slagsen. Gennem hele sæsonen har pandemien været med som blind passager og har sat sit præg på fodbolden – ikke bare i Danmark men i hele verden. I Vendsyssel FF vil vi på godt og ondt huske tilbage på en turbulent sæson, og mon ikke snakken mellem fodboldfans i Hjørring i lang tid vil falde på den vanvittige sæsonafslutning.

Svær sæsonstart

Fra starten af sæsonen var forventningerne store, men resultaterne lod desværre en hel del tilbage at ønske. Vi røg hurtigt ud af pokalturneringen efter et skuffende 0-5 nederlag til 2. divisionsklubben Århus Fremad. I turneringen var der også langt mellem snapsene. Angrebet havde svært ved at omsætte vores få chancer til mål, og bagude kunne et vaklende forsvar se scoringerne vælte ind bag Kevin Ray Mendoza i målet. I december kostede det daværende Cheftræner Lasse Stensgaard jobbet. I nytilkommende cheftræner Michaels Schønbergs første kamp, kunne han se sit hold besejre Fremad Amager med 2-0 og forårssæsonen kunne imødeses med en vis optimisme.

Tilbage efter juleferien blev klubben ramt af et større Corona-udbrud, der for en stund lagde alt træning ned. Spillerne var derfor hensat til selv at forsøge at holde formen ved lige. Det var således med en del nervøsitet, at vi i midten af februar tog hul på de resterende kampe i gruppespillet. En flot fight gav et 0-0 resultat ude mod Esbjergs oprykningskandidater, men stabiliteten manglede i de efterfølgende kampe og vores deltagelse i nedrykningsspillet var en realitet.

Et nervepirrende slutspil

Nu ventede 10 små finaler. Efter et 3-0 nederlag til Fremad Amager i slutspillets første kamp begyndte tingene så småt at vende. Vi kom foran i alle de 9 resterende slutspilskampe. Vi havde dog svært ved at bevare føringerne, og for mange kampe endte uafgjort. Den 11. maj stod vi derfor med en altafgørende hjemmekamp mod Kolding – men nu var tilskuerne tilbage på Nord Energi Arena. Publikum bar spillerne frem til en 3-0 sejr. 3 vigtige point blev sikret, men lige så vigtigt var det, at vi fik indhentet Kolding i målregnskabet, hvilket som bekendt senere fik vital betydning. Slutspillets 4 sidste kampe gav 3 sejre, 1 uafgjort og et positivt målregnskab på 9-3. En bomstærk defensiv og en sprudlende offensiv sikrede med denne forrygende slutspurt akkurat overlevelse i 1. division.

At det på trods af utallige forhindringer lykkedes, skyldes naturligvis en flok spillere, som på trods af en masse skuffelser hele vejen igennem bevarede humøret, og som viste, hvilket stof de var gjort af, da det virkelig gjaldt. Trænerstab, sundhedssektor og klubbens øvrige ansatte har også arbejdet utrætteligt, og har naturligvis også stor andel i den flotte sæsonafslutning. Men også andre bidrog til den lykkelige slutning.

En kæmpe tak

Fra klubbens side skal der derfor lyde en kæmpe tak til vores mange sponsorer og samarbejdspartner, tak for jeres utrolige opbakning i en meget special sæson, som på trods af diverse Corona-forhindringer har været der hele vejen igennem. Tak for jeres store forståelse for at vi i en lang periode ikke har kunne levere mange af de produkter og ydelser I har købt hos os, på grund af diverse restriktioner. Vi glæder os utrolig meget til at se jer alle til en ny og spændende sæson og håber fortsat på jeres store opbakning.

Der skal også lyde en stor tak til vores trofaste fans, som leverede en forbilledlig opbakning til holdet, da der var allermest brug for det. Ikke mindst den forrygende stemning som vores fans skabte i den sidste afgørende kamp mod Fremad Amager, vil alle i klubben huske tilbage på med stor taknemlighed.

Næste sæson

En afsluttet sæson betyder desværre også farvel til nogle spillere. Det er lidt vemodigt, men sådan er fodboldverdenen jo nu engang. Til disse spillere skal der lyde en stor tak for indsatsen og de bedste ønsker for fremtiden. Nu gælder det om at samle en slagkraftig trup til den kommende sæson, hvor vi glæder os til igen at byde jer alle velkommen på Nord Energi Arena.

Rigtig god sommer til alle!!