IGEN FOLK PÅ LÆGTERNE

For første gang i forårsæsonen kan vi byde tilskuere velkommen på stadion, og det ovenikøbet til det tætteste vi kommer på et lokalopgør, når der søndag kl. 15:00 fløjtes op til kampen mod Hobro.

Vi har krydset klinger med Hobro et utal af gange de sidste 15-20 år. Så selvom det måske er en tilsnigelse at kalde kampen et lokalopgør, når der er 100 km mellem de to klubber, så kan vi ihvertfald betegne kampen som et ægte arvefjende-opgør.

Sejrene i de sidste ti indbyrdes kampe har været nogenlunde jævnt fordelt med en lille overhånd til Hobro, idet 5 af opgørene er endt med sejr til Hobro, men Vendsyssel har vundet 3 opgør og 2 kampe er endt uafgjort. 4 af Hobros sejre er hentet på hjemmebane, mens det kun en enkelt gang er lykkes dem at rejse fra Hjørring med 3 point.

Længe lignede Hobro et sikkert midterhold, men et regulært formdyk med kun 2 point i de seneste 5 kampe har betydet, at klubben fra den sydlige del af Himmerland hurtigt kan blive trukket ind i den nervepirrende kamp for overlevelse i bunden af divisionen.

Da vi mødte Hobro på hjemmebane i sæsonens 2. kamp, blev det til en sikker 3-0 sejr efter mål af Mikkel Agger, Andreas Kaltoft og Ali Messoud. Kan vi trække det længste strå på søndag, vil Hobro pludselig være indenfor rækkevidde, da en sejr til Vendsyssel vil reducere afstanden mellem de to hold til kun 2 point.

Vi vil derfor komme med alt, hvad vi har i søndagens kamp, og med vores trofaste fans tilbage på stadion tror vi på, at vi kan tage endnu et skridt mod overlevelse.

Trænerteamet har udtaget følgende bruttotrup til kampen:

  • Peter Friis
  • Jeppe Svenningsen
  • Jakob Hjorth
  • Lasse Steffensen
  • Henri Järvelaid
  • Mikkel Wohlgemuth
  • Dusan Jajic
  • Tiemoko Konate
  • Tobias Damsgaard
  • Andreas Kaltoft
  • Martin Dong
  • Thomas Christiansen
  • Gregory Berthier
  • Fabian Ehmann
  • Virgiliu Postolachi
  • Jelle van der Heyden
  • Anders Bærtelsen
  • Muhammed Cham

Næste kamp: torsdag den 6/5 kl. 19:00 Ude mod Skive