eSuperligaen spidser til

Det spidser til i spillet om de to sidste pladser i top 8 i denne sæsons eSuperliga. Med tre kampe igen, kæmper tre hold lige nu om at holde sig indenfor det fine selskab. Og det er en ren nordjysk duel om pladserne. Lige nu ligger vi nummer 7 med 21 point, men AaB indtager 8. pladsen med 18 point, og Hobro IK er på 9. pladsen – også med 18 point, men med en dårligere målscorer end AaB.

Så der er lagt op til en gyserafslutning, hvis vi skal holde os inde i top 8. Faktum er dog, at vi kunne have givet os selv et noget bedre udgangspunkt inden de sidste kampe.

For i tirsdagens kamp mod Esbjerg fB, så det længe ud som om, at vi i hvert fald skulle have det ene point med.

Andreas Hedegaard havde slået Christian ‘Qack’ Lillebæk med 2-1, inden Christian Aaby skulle op mod Lasse ‘Kongen’ Bækkelund. Og selvom ‘Kongen’ bragte sig foran tidligt i opgøret, fik Aaby udlignet, og da Hedegaard havde lavet sine to mål på udebane, skulle Esbjerg fB op og lave min. to mål, før de kunne tage alle tre point. Og det var desværre det, der blev tilfældet, da ‘Kongen’ i de allersidste sekunder af overtiden fik bolden i kassen til 3-1, og dermed en samlet 4-3 sejr til esbjergenserne.

Artiklen fortsætter efter videoen

Det hårde nederlag var spillerne opsatte på at revanchere hurtigt, og det kom til at gå ud over Silkeborg IF.

I første opgør slog Andreas Hedegaard, der igen understregede, at han er i forrygende FIFA-form, Mike ‘Sanchez’ Nielsen med 4-2, og gav Aaby et godt udgangspunkt for returopgøret.

Og så betød det mindre, at Aaby led et smalt nederlag på 3-2 til Jesper ‘Plim’ Prang, så vi hev en samlet sejr på 6-5 hjem og tre vigtige point ind på kontoen.

Som nævnt i starten af artiklen, så er der tre hold, der kæmper om to pladser. Og programmet og stillingen for de tre hold ser ud som følger:

7 Vendsyssel FF 21 point -4 i målscorer
8 AaB 18 point +4 i målscorer
9 Hobro IK 18 point -4 i målscorer

Kampprogram, Vendsyssel FF:

Vendsyssel FF – FC Helsingør
Randers FC – Vendsyssel FF
FC Midtjylland – Vendsyssel FF

Kampprogram, AaB:

Hobro IK – AaB
Brøndby IF – AaB
FC København – AaB

Kampprogram, Hobro IK:

Hobro IK – AaB
FC København – Hobro IK
Lyngby BK – Hobro IK