Ét point i heroisk fighterindsats

Der blev kæmpet til blod, sved og tårerne piblede frem fra samtlige mand, da dommer Michael Johansen fløjtede 95 minutters intens fodbold af i Telia Parken.

stod der på lystavlen – og det var hjemmepublikummet ikke tilfredse med. De havde nemlig set et FC København-hold, der var en mand i overtal i 48 minutter – men de formåede ikke at nedbryde vores heroisk kæmpende spillere.

Kampen begyndte som man kunne forvente. Et hjemmehold, der sad på spillet og os, der stod og afventede og forsvarede. Men fra kampens start var vi ufattelig disciplinerede, og vi gjorde det tydeligt for hjemmeholdet, at de skulle stramme sig an, hvis de skulle have noget med hjem.

For nok var vi underdogs – nok har spillet ikke været til champagne og caviar i de første to runder – men vi kæmper. Altid. I alle 90 minutter.

Og i dag bar det igen frugt.

F.eks. efter 14 minutter, hvor Lucas Jensen blev nedlagt i straffesparksfeltet og korrekt fik tildelt spillets største chance. Sander Fischer fik æren af at sparke – men den hollandske forsvarsspiller overplacerede sit spark, der tog overliggeren, og derfor bragte vi os ikke foran på det tidspunkt.

Det gjorde vi til gengæld godt et kvarter senere. Her slog Lucas Jensen et indlæg, som Jesse Joronen ikke kunne holde. I stedet skubbede han bolden lige ud til Moses Opondo, der blot skulle sætte foden på.

I resten af halvlegen forsøgte hjemmeholdet at få udlignet. Men trods flere gode frisparksforsøg fra Robert Skov, så formåede de ikke at true en yderst velspillende Michael Tørnes.

Herfra vender vi tilbage til referatets rubrik. Fighterindsats. For et par minutter før pausen blev vi reduceret til 10 mand, da Francisco Júnior fik vist sit andet gule kort og dermed marchordre.

Det betød, at de resterende 10 skulle kæmpe som vilde dyr for at få noget med hjem fra Nationalarenaen. Og jeg skal lige love for, at der blev kæmpet. Over hele linjen.

Alle mand ydede en jætte indsats for at vise FC København og resten af fodbold-Danmark, at vi altså ikke skal undervurderes – heller ikke med 10 mand.

Godt nok fik Rasmus Falk udlignet på en fremragende solotur, men derfra formåede vi at stå kompakt, afvise og holde hjemmeholdet fra store chancer i den resterende del af kampen.

Det var derfor – forståeligt – en flok tilfredse spillere og trænere, der kunne strække armene i vejret efter det ene point.

Matchfacts, Superligaen, 23. runde

FC København – Vendsyssel FF 1-1 (0-1)
Mål: 0-1 31. min Moses Opondo, 1-1 61. min Rasmus Falk

Advarsler: 16. min Francisco Júnior, 28. min Carlos Zeca (FCK), 39. min Tiémoko Konaté, 43. min Francisco Júnior, 77. min Pieros Sotiriou, 85. min Morten Knudsen

Udvisning: 43. min Francisco Júnior

Startopstilling, FC København: Jesse Joronen – Peter Ankersen, Denis Vavro, Sotirios Papagiannapoulos, Nicolai Boilesen (46. Pierre Bengtson) – Robert Skov, Carlos Zeca, Rasmus Falk, Nicolaj Thomsen (46. Pieros Sotiriou) – Jonas Wind, Dame N’doye

Startopstilling, Vendsyssel FF (4-3-3): Michael Tørnes – Alexander Juel Andersen, Sander Fischer, Andreas Kaltoft, Søren Henriksen – Francisco Júnior, Morten Knudsen, Matti Steinmann (58. Mikkel Wohlgemuth) – Lucas Jensen (90+1. Dylan McGowan), Moses Opondo (78. Emmanuel Ogude), Tiémoko Konaté