Et point i oprykkerduel

Et godt pres mod kampens slutning var ikke nok til at hente alle tre point. Men en god arbejdsindsats betød, at vi fortjent fik det ene point i søndagens tidlige Superligaopgør, da Esbjerg fB var en tur på Nord Energi Arena.

I kampens begyndelse var det os, der sad mest på sagerne. Vi lagde et aggressivt, højt pres mod et Esbjerg-hold, der var lidt på hælene.

Det udmøntede sig i en kæmpe chance efter 12 minutter. Jón Dagur Thorsteinsson sendte et frispark fra en farlig position afsted, Højbjerg i Esbjerg-målet kunne ikke holde den, og bolden sprang ned for fødderne af Ninos Gouriye. Men den vævre hollænder kunne ikke få ordentlig ram på den, og derfor slap gæsterne med skrækken.

Som halvlegen skred frem arbejdede Esbjerg fB sig ind i kampen. Og de var de første til at få bolden i nettet, da Adrien Petre efter 24 minutter fik skovlet bolden ind bag Nicolai Flø. Men linjedommerne vinkede for offside, og derfor var der stadig status quo rent stillingsmæssigt.

Gæsterne sad fornuftigt på tingene i resten af 1. halvleg, men de havde svært ved at nedbryde vores defensiv, der stod solidt plantet på Nord Energi Arena. Derfor blev der ikke scoret i kampens første 45 minutter.

Efter pausen var det igen et aggressivt Vendsyssel FF-hold, der kom ud. Men vi formåede ikke at udnytte den gode start til at få hyl på mål-bylden.

Det gjorde gæsterne fra Sydvestjylland derimod. Efter små 10 minutter af anden halvleg fik Lasha Parunashvili fra en spids vinkel prikket bolden forbi Flø og i nettet.

Efter 63 minutter sendte Jens Berthel Askou Sebastian Czajkowski på banen. En angriber, der jagter enhver bold, der er inden for en radius af 35 meter. Flere gange viste han sig som en pestilens for Esbjerg fB-holdet, der ikke fik ro til at bygge spillet op.

Og det var også Czajkowski, der tilkæmpede sig det straffespark, Jón Dagur Thorsteinsson udlignede på.

Målet gav et ordentligt skud energi til de øvrige spillere, og i resten af kampen jagtede vi det afgørende mål. Men trods flere gode tilnærmelser til chancer, så kom vi ikke nærmere sejren.

Det gjorde gæsterne heller ikke, og derfor endte oprykkerduellen på Nord Energi Arena med en pointdeling – et til hver.

Matchfacts, Superligaen, 17. runde

Vendsyssel FF – Esbjerg fB 1-1 (0-0)

Mål: 0-1 55. min Lasha Parunashvili, 1-1 71. min Jón Dagur Thorsteinsson, straffe

Advarsler: 17. min Marcus Halsti (EfB), 23. min Jeppe Svenningsen, 75. min Jón Dagur Thorsteinsson, 82. min Rodolph Austin (Efb).

Tilskuertal: 1101

Startopstilling, Vendsyssel FF (3-5-3): Nicolai Flø – Alexander Juel Andersen, Sander Fischer, Andreas Kaltoft – Jeppe Svenningsen (86. Seyi Adekoya), Mikkel Wohlgemuth, Morten Knudsen, Washington Brandão – Jón Dagur Thorsteinsson, Emmanuel Ogude (63. Sebastian Czajkowski), Ninos Gouriye (56. Lucas Jensen).

Startopstilling, Esbjerg fB (4-3-3): Jeppe Højbjerg – Jeppe Brinch (83. Mark Brink), Rodolph Austin, Marcus Halsti, Jesper Lauridsen – Jacob Lungi Sørensen, Lasha Parunashvili, Joni Kauko – Mathias Kristensen (69. Daniel Anyembe), Adrien Petre, Adnane Tighadouini (63. Emmanuel Oti)