Om tilgangen til dagens pokalkamp er anderledes i forhold til andre kampe, er det korte svar nej.

”Vi forbereder os på kampen som til enhver anden kamp og går på banen for at vinde med det hold, som vi mener bedst kan løse opgaven” forklarer assistenttræner Jens Berthel Askou til www.vendsysselff.dk.

I samme åndedrag påpeger han, at pokalkampe så forholdsvist hurtigt i sæsonen er en god mulighed, når forberedelserne til en ny sæson ikke har været overvældende lange. Samtidig er det en anledning til at prøve nye og friske kræfter, således at hele truppen er skarpe og klar til en lang og krævende sæson.

Samtidig fremhæver Jens Berthel, at pokalkampe nu engang er noget lidt specielt med sin egen specielle stemning. ”Klarer vi det godt, har vi også i pokalturneringen mulighed for at teste os mod andre og stærkere modstandere”, fortsætter Jens Berthel Askou.

”Selvfølgelig vil vi gerne videre i turneringen, og gerne tage imod et stort hold på vores hjemmebane i lighed med sidste sæson. Det giver os mulighed for at prøve os af på højt niveau mod modstandere, som vi gerne vil matche”, slutter Jens Bertel Askou.

Afslutningsvis understreger assistenttræner Jens Bertel Askou ligeledes, at blikket er rettet fremad og indad med fokus på at skabe gode præstationer i den næste kamp uanset om det er en pokalkamp eller en ligakamp, idet holdet tager én kamp ad gangen.