Fem udskiftere tillades for resten af sæsonen

Divisionsforeningen har i dag besluttet at tillade fem udskiftere i 3F Superliga og NordicBet Liga for resten af 19/20-sæsonen.

Divisionsforeningen har i dag besluttet at gøre brug af IFABs (det internationale dommerforbud) midlertidige regelændring vedr. udskiftninger, der tillader at udskifte fem spillere pr. kamp. Regelændringen gælder for resten af indeværende sæson.

De fem udskiftninger må dog maksimalt bruges over tre gange, for at mindske antallet af spilafbrydelser.

– Beslutningen er taget efter dialog med klubberne og truffet ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv. Det er for at beskytte klubberne og spillerne bedst muligt i den her ekstraordinære situation, hvor vi ikke kender den fulde effekt af at starte op igen efter en længere pause. Det skal sikre den bedst mulige afslutning på sæsonen, udtaler direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.