Forløsende sejr over Hvidovre IF

ENDELIG! Endelig fik vi en sejr på hjemmebane. Vi har ventet på det, og alt godt kommer til den, der venter.

Hollandske Ali Messaoud blev den enlige målscorer i dagens kamp, da han efter 40 minutter satte foden på Wessam Abou Alis aflevering.

Men inden da var gået en halvleg, hvor vi var klart overlegne. Senest tilkomne Wessam Abou Ali var her, der og alle vegne i kampens indledning, og hans hurtighed og pågående spillestil havde gæsterne fra Hvidovre meget svært ved at håndtere. Især hans dybe løb ned bag deres bagkæde var en evig kilde til uro.

Allerede efter fire minutter kunne vi være kommet foran, da Tiémoko Konaté erobrede bolden og satte kursen mod målet. Desværre kom en Hvidovre-forsvar i vejen i sidste øjeblik og fik blokeret ivorianeres skud.

Efter 11 minutter var det lige før Ali Messaoud fik scoret sit første mål på det ombyggede Nord Energi Arena, men hans hovedstød strøg lige ved siden af den ene opstander. Igen-igen var det Wessam Abou Ali, der havde næstsidste fod på bolden.

Efter en halv times spil var det Jakob Hjorth, der var nærgående. Der var godt fart på hovedstødet, mens præcisionen manglede en smule.

Minutter efter var det Abou Ali med et af sine mange dybe løb, der var tæt på at komme på tavlen. Men bolden hoppede en gang i græsset lige i afslutningsøjeblikket, og han sendte i stedet bolden over mål.

Men efter 40 minutter kom det så. Det forløsende mål. Man gentager næsten sig selv, men igen var det Abou Ali der var indblandet. Han pressede Hvidovres forsvar til at lave endnu en fejl, erobrede bolden, og satte kursen mod mål. Forsvarsspilleren halsede efter og fik generet Wessam nok til, at han mistede balancen. Men inden han væltede, fik han sendt bolden videre til Ali Messaoud, der let kunne prikke bolden i nettet. 1-0 – fuldt fortjent efter spil og chancer.

Ret skal være ret – Hvidovre havde et par muligheder for at score også, men i de situationer var Peter Friis Jensen, der var foretrukket frem for Nicolai Flø, sikker i sine indgreb.

Efter pausen var det lige før, vi var startet som lyn og torden. Jakob Hjorth havde bolden i kassen efter seks minutters spil, men linjedommeren vinkede for offside.

Som halvlegen skred frem trak vi os lidt længere tilbage på banen og overlod lidt initiativ til gæsterne. De fik også et par gode muligheder, men igen må vi bare sige, at Peter Friis var utrolig stærk i målet. Flot hjemmebane-debut til den rutinerede keeper.

Mod slutningen af kampen fik Hvidovre vist Magnus Fredslund ud, og det gjorde det bestemt ikke nemmere for gæsterne.

Med en mand i overtal fik vi skabt et par rigtig store tilbud, men desværre manglede vi den sidste skarphed og held for at lukke og slukke opgøret endeligt.

Men det blev heldigvis til en 1-0 – den første på hjemmebane i denne sæson.

Nu venter der en god lang pause, inden vi spiller næste kamp. Det er mod Vejle Boldklub i Sydbank Pokalen, da opgøret mod Viborg FF d. 6. september er udsat.

Matchfacts, NordicBet Ligaen, 7. runde

Vendsyssel FF – Hvidovre IF 1-0 (1-0)

Mål: 1-0 40. min Ali Messaoud

Advarsler: 49. min Mike Mortensen (HIF), 60. min Magnus Fredslund (HIF), 78. min Magnus Fredslund (HIF), 89. min Daniel Christensen

Udvisning: 78. min Magnus Fredslund (HIF)

Tilskuertal: 1264

Startopstilling, Vendsyssel FF (4-4-2): Peter Friis Jensen – Alexander Juel Andersen, Jakob Hjorth, Søren Henriksen, Daniel Christensen – Tiémoko Konaté, Rasmus Vinderslev (75. Mikkel Frankoch), Morten Knudsen, Emmanuel Ogude – Wessam Abou Ali (68. Christoffer Boateng), Ali Messaoud (86. Seyi Adekoya)

Startopstilling, Hvidovre IF (5-3-2): Filip Djukic – Magnus Fredslund, Matti Olsen (62. Marcus Lundberg), Mike Mortensen, Daniel Stenderup, Emil Vatani – Nicklas Bjerre Schmidt, Hakan Redzep (34. Christoffer Østberg), Mikkel Nøhr – Nicolaj Agger, Stefan Nygaard (62. Morten Nielsen)