”Fremad Amager kommer til at drille mange hold”

I morgen begynder vores sæson for alvor, når dommer Sebastian Friis Aagerup fløjter kampen i gang på Sundby Idrætspark. Og spørger man cheftræner Lasse Stensgaard, så er vi klar til sæsonstarten.

”Vi er nået langt både fysisk og taktisk på relativt kort tid. Også mentalt, hvor vi har skulle omstille os til en ny måde at spille på og acceptere det. Med det sagt, så er der stadig mange sider tilbage i bogen, men vi er ret sikre på, at vi er nået langt nok til at levere en god præstation og vinde kampen,” siger han og fortæller, at han og spillertruppen er spændt for morgendagens premiere.

”Det skal man være som spiller og træner. Vi har ventet på det her, for vi vil gerne spille om point. Det er det allerfedeste for en fodboldspiller, og nu er det endelig i morgen, det gælder. Vi glæder os helt vildt, og der må gerne være lidt spænding i maven – det tror jeg kun er et godt tegn,” siger han.

I sæsonen 2019/2020 mødte vi Fremad Amager tre gange, og alle tre gange var det morgendagens værter, der trak det længste strå. Det vil Lasse Stensgaard selvfølgelig gerne sikre sig ikke sker i morgen.

”Fremad Amager er et godt hold, og jeg tror, de kommer til at drille mange hold. De er solide, hurtige, gode på omstillinger og har mange dygtige spillere. Så for det første skal vi være helt, helt oppe på stikkerne og ramme en præstation, der er tæt på 100% for at få noget med derfra. Og så handler det om at balancere vægtskålen, så vi får så mange procenter tippet over på det, vi er gode til, og ikke over på det, de er dygtige til,” siger han og uddyber en lille smule af gameplanen.

”Vi gil gerne se, om vi kan stresse dem, når de har bolden. Og så skal vi være pivdygtige til – når vi har bolden – ikke at give den væk for mange gange, for når de først får lov at sætte deres omstillingstog i scene, så får vi det hårdt,” siger han.

Om vi lykkes med at få alle tre point i morgen kan ses på Viaplay fra klokken 15:55. Kampen spilles på Sundby Idrætspark med start klokken 16:00.