Fremtidsperspektiverne for Vendsyssel FF 

Vendsyssel FF er den nye dreng i Superliga-klassen. De syv kampe, vi har spillet indtil videre i Superligaen, er de første kampe i landets bedste række for klubben nogensinde. Men vi er fast besluttet på, at denne sæson ikke skal være en engangsforestilling. Tværtimod.

”Det overordnet sportslige mål er, at Vendsyssel FF skal etablere sig som et stabilt midterhold i Superligaen. Den målsætning betyder også, at vi i aktionærkredsen er indforstået med stadig at investere i klubben. Men man skal huske på, at vi ikke har uanede midler, og at siden jeg satte mig i formandsstolen i januar 2017, allerede har tilført klubben mere end 10 millioner kroner,” siger bestyrelsesformand Jacob Andersen.

Han understreger, at det ikke er klubbens mål ”bare” at vinde playoffkampene og sikre sig overlevelse af den vej. Vi har mere ambitiøse mål med den måde, vi spiller fodbold på.

”Vi går på banen for at vinde. Hver gang. Uanset hvem vi spiller imod. Vi har i løbet af kort tid fået opbygget en helt speciel ånd og vinderkultur i klubben og spillertruppen, og den kultur bliver udbygget dag for dag blandt andet af vores dygtige og dedikerede trænerteam,” uddyber han.

At Vendsyssel FF er at finde i landets bedste fodboldrække er ikke kun noget, vi nyder godt af. Lokalområdet og kommunen oplever også en helt anden eksponering, end det tidligere har været tilfældet.

”Vi er rigtig glade for, at vi som klub er med til at brande Hjørring Kommune og Vendsyssel. Den omtale egnen får i dagblade, på sociale medier og et utal af tv-transmissioner hver uge, giver meget stor værdi. I al beskedenhed tror jeg ikke, at der tidligere har været noget eller nogen, der har givet Vendsyssel og Hjørring Kommune den omtale, som man får og har i dag,” fortæller Jacob Andersen, der også bider mærke i, at vores sponsorer får en unik eksponering hver uge, da alle vores kampe bliver tv-transmitteret på landsdækkende TV.

”Det er med til at skabe mere opmærksomhed om erhvervslivet i Vendsyssel, og ligger man de utallige artikler og billeder i dagbladene og på de sociale medier til, så er det alt sammen med til at få ’printet’ en virksomheds navn eller logo ind i en potentiel kundes bevidsthed,” siger han.

Større set-up

En oprykning til Superligaen sætter store krav til det set-up, der omfavner holdet.

”Sportsligt kræver det f.eks. en større trup. Intensiteten, der bliver spillet med i Superligaen, er markant højere end i NordicBet Ligaen, og det kræver flere spillere, hvis vi skal være konkurrencedygtige hele sæsonen. Hertil kommer at vi som Superligaklub også skal deltage i Reserveholdsturneringen. Derfor er teamet omkring holdet også blevet udvidet med en fysisk træner, fysioterapeuter, massører, og en team manager,” siger Jacob Andersen.

Det er ikke kun den sportslige afdeling, der møder nye krav i Superligaen. Også på administrationsgangene er man rykket en liga op.

”Når det kommer til kampafvikling, administration, pressehåndtering samt salg og markedsføring kræver det flere ressourcer at håndtere de opgaver, der naturligt følger med, hvorfor organisationen løbende vil blive udvidet – senest med ansættelsen af en ny kommerciel direktør i skikkelse af Lars Glinvad,” fortæller Jacob Andersen.

Udover at fokusere på Superligaholdet, arbejder vi i Vendsyssel FF på at etablere et talentcenter, der kan gavne breddeidrætten i Vendsyssel og Hjørring Kommune.

”På det strategiske plan arbejder vi på at få etableret Talentcenter Vendsyssel, hvor repræsentanter fra klubber i Vendsyssel vil blive inviteret. Her vil vi tilbyde at stille alle vores sportslige kompetencer (cheftræner, sportsdirektør, fysisk træner, mentaltræner, kostvejleder etc.) til rådighed for de lokale klubber, med henblik på at udvikle talentmassen i Hjørring Kommune. Med dette initiativ, vil gerne sende et signal til alle omegnsklubber om at Vendsyssel FF er klar til at bidrage til den lokale talentudvikling,” siger Jacob Andersen.

Det er ikke gratis at drive en professionel fodboldklub, og selvom indtægterne fra tilskuerne og tv er større i Superligaen, så er det stadig ikke nok til at dække de ekstra omkostninger det medfører at spille i Superligaen.

”Skal vi kunne fastholde vores nyvundne position som superligaklub – en position som byen har ”tørstet” efter i mange år – og med alle de positive synergier dette medfører – har vi brug for endnu mere opbakning fra alle lokale interessenter i Vendsyssel – og på lægterne på Nord Energi Arena.  Min opfordring er derfor, til alle i Vendsyssel, at vi nu skal stå sammen om at få gjort Vendsyssel FF til en etableret del af superligaen – og det kan vi hvis alle bare bidrager en smule ekstra” slutter bestyrelsesformand Jacob Andersen.