HJEMMEBANEKAMP MOD HELSINGØR

Så er vi igen hjemme på eget græs, hvor vi søndag tager imod Helsingør. Det Nordsjællandske hold har haft en turbulent periode efter nedrykningen fra Superligaen men har nu igen stabiliseret sig og ligger på en øjeblikkelig 4. plads i 1. division.

I ”nyere” tid har vi mødt Helsingør 7 gange. Kampene har resulteret i 3 sejre til hver og et enkelt uafgjort resultat.

FC Helsingør er kommet rigtig godt fra start efter vinterpausen, men Vendsyssel har til gengæld gjort det rigtig godt på eget græs på det seneste. De sidste 4 hjemmekampe har været mod 4 hold fra rækkens top 5. Det har resulteret i sejre over Silkeborg og Fremad Amager og 2 knebne nederlag mod Viborg og Esbjerg.

Helsingørs placering er ikke en tilfældighed. De har et rigtig godt hold, som spiller frisk til. De er rigtig gode på bolden og virkelig stærke i omstillingerne.

Der står meget på spil for begge hold. For FC Helsingør handler det om den tætte kamp om at komme i top 6, og for Vendsyssel FF handler det om at lægge så meget afstand som overhovedet muligt til de øvrige hold i bunden. Specielt på hjemmebane har vi vist, at vi kan spille lige op mod rækkens bedste hold, så vi føler os klar til endnu et top 5-hold og ser frem til en spændende kamp søndag kl. 15:00.

Trænerteamet har udtaget følgende trup til kampen:
22. Fabian Ehmann
24. Emil Kobberup
2. Jeppe Svenningsen
3. Jakob Hjorth
4. Lasse Steffensen
5. Henri Järvelaid
8. Dusan Jajic
9. Mikkel Agger
10. Tiemoko Konate
12. Tobias Damsgaard
14. Zander Hyltoft
17. Martin Dong
18. Thomas Christiansen
20. Gregory Berthier
23. Virgiliu Postolachi
26. Jelle van der Heyden
34. Anders Bærtelsen
70. Muhammed Cham

Kampen fløjtes op søndag kl. 15:00