Høvenhoff: Hver kamp er den vigtigste for os

Efter en sand holdpræstation spillede vi os i går i kvartfinalen i Sydbank Pokalen efter en 1-0 sejr over FC Nordsjælland på Right to Dream Park i Farum.

I kampen fik Allan Høvenhoff officiel debut i Vendsyssel FF-trøjen, efter sit skifte til klubben fra Thisted FC i sommer. Og det var en glad mand, der spillede 60 minutter på kunststofbanen i det nordsjællandske.

”Det var skønt, og har været længe undervejs. Jeg har været ude i lang tid, og der har gået mange tanker gennem hovedet de sidste par måneder. Men det er selvfølgelig en rigtig stor ting for mig – og at vi som hold så også lykkes på en svær udebane er fedt. Så det har været en kanon dag,” siger Allan Høvenhoff.

Cheftræner Jens Berthel Askou havde også rosende ord at sige om debutanten, der varetog rollen som den stabiliserende part på midtbanen.

”Alt taget i betragtning så var det en fremragende debut for en mand, der har været meget igennem og har haft en svær start. Han kom ind og viste, hvem han er, indtil kræfterne slap op. Allan har efterhånden trænet med i et par uger og fik sin debut, og det er alle hans holdkammerater, staben og hele klubben glade for,” siger Jens Berthel Askou om den 13. debutant i Vendsyssel FF efter sommerferien.

Hjemmeholdet fra FC Nordsjælland var meget på bolden kampen igennem, og det kampbillede var vi forberedte på inden startfløjt.

”Det var, som vi havde forventet. De havde bolden meget, og vi skulle være der, når vi fik chancerne. Stort cadeau til dem, der satte vores angreb til målet op og udførte det til perfektion – efter det stod vi en god situation. Og så havde vi spillerne til at arbejde sejren hjem. Det var en sindssyg god indsats hele vejen rundt og en fed kamp at være med i,” siger Allan Høvenhoff, der bliver suppleret af sin træner.

”Vi havde kvalitet på de rigtige tidspunkter – både defensivt, men også i offensiven, hvor det kastede et mål af sig. Den kvalitet har vi sukket lidt efter i de afgørende situationer. Defensivt forsvaede vi med stor disciplin og vi formåede at lukke mellemrummene ned, hvor FC Nordsjælland er farlige. Vi havde talt om, at vi skulle holde dem udvendigt og lade dem slå nogle indlæg, hvor vi ved, de ikke ligger det allerstørste tryk. Før pausen havde de tilløb til noget, hvor vi var lidt heldige i et par situationer, og det hører også med til historien,” siger Jens Berthel Askou.

For assistenttræner Mike Tullberg var kampen speciel. Han har spillet ungdomsfodbold i klubben, og hans forældre bor stadig i byen.

”Mine forældre har samme indkørsel som stadion, og jeg kender mange fantastiske mennesker i klubben, og det er et dejligt sted at komme. Der er ingen tvivl om, at det er dejligt at komme herfra med en 1-0 sejr, og jeg synes, vi gjorde os fortjent til at have den smule held, vi skulle have for at vinde kampen,” siger Tullberg.

Han roser hele holdet for en fantastisk indsats, men fremhæver én spiller for sin præstation i sejren over FC Nordsjælland.

”Ninos, der blev skiftet ud efter 38 minutter i Odense i lørdags. Man kan vælge at reagere på to måder. Enten bliver man pissefornærmet og slår op i banen. Eller så går man ind og gør sit bedste – og Ninos gjorde det sidste. Ikke kun fordi han scorede, men han arbejdede også stenhårdt og gjorde de ting, vi havde vist ham og snakket med ham om. Også Michael Tørnes gjorde det godt. Han havde ikke trænet de sidste 10 dage, men gik ind og var en sikker sidste skanse og brugte al sin rutine. Det var en rigtig krigerindsats,” siger Tullberg.

Tro på konceptet

Inden kampen var vi bevidste om, at det ville blive en svær kamp på en svær udebane, mod et godt og hurtigt spillende hjemmehold. Men hele vejen igennem troede vi på, at vi kunne hive sejren hjem.

”Vi har tro på tingene. Inden kampen talte vi om, at hver kamp er den vigtigste for os. Vi arbejdede hårdt, troede på hinanden og leverede en stærk kollektiv indsats krydret med et par enkeltmandspræstationer. Så kan man komme langt,” siger Allan Høvenhoff, der bliver bakket op af Mike Tullberg.

”Vi har en stærk tro på det, vi laver i hverdagen. Der er ikke nogen af os, der tror på, vi vinder mange kampe i træk i Superligaen og skal i top 6. Vi ved godt, hvor vi kommer fra, og vi bliver ved med at arbejde ud fra de samme ting. Spillerne arbejder stenhårdt hver eneste dag,” roser Tullberg.

Trænerteamet havde inden kampen skiftet ud på seks pladser i forhold til sidste Superligakamp mod OB. Det fik nogle medier til at spekulere i, at vi stillede ed et reservehold. Den præmis køber Mike Tullberg dog ikke.

”Flere af dem, der spillede har fået deres kampe – ni af vores startere i dag (i går, red.) får regelmæssigt spilletid i Superligaen. De spillere, som spillede, greb chancen. Vi var ikke i tvivl om, at vi kunne gøre ondt på FC Nordsjælland, og kigger du på de spillere, der ikke har spillet så meget, så vidste vi godt, at der ikke var noget, der ville falde sammen. Det vidner om en fantastisk kultur,” siger han.

Efter sejren venter der nu en ¼-finale i Sydbank Pokalen mod Brøndby IF i løbet af foråret. Og i den slags kampe kan alt ske, mener cheftræner Jens Berthel Askou.

”Jeg har selv spillet en kvartfinale mod Brøndby IF, da jeg var spillende assistenttræner i Skive IK, og det er nogle fede kampe at spille, når man er så tæt på, men alligevel langt fra. Alt kan ske i en kvartfinale – det har før vist på hjemmebane mod de store hold i Superligaen. F.eks. vores kamp mod Brøndby IF på hjemmebane. De er i en bedre forfatning nu, end da vi mødte dem sidst, men vi ved, at med vores spillestil kontra deres, så kan vi gøre ondt på dem, hvis vi lykkes, ” siger han.