JBA: Vi skal knække AGF’s kurve

Søndagens kamp er den sidste, inden Superligaen holder knap 14 dages pause pga. landskampe. Og modstanderen i 8. spillerunde er AGF, der som det eneste hold i rækken er ubesejret. Og det skyldes – ikke overraskende – en stærk defensiv.

”De har knækket koden til at lukke få mål ind, og det er derfor, de har så mange point og stadig er ubesejrede. Deres defensiv arbejder ud fra den samme plan, og alle mand tager deres defensive roller alvorligt, og de hænger godt sammen. Samtidig har de et fokus på at stå kompakt og lavt, når de forsvarer,” siger cheftræner Jens Berthel Askou og tilføjer:

”De har været dygtige til at tippe tætte kampe til deres fordel, hvilket vi har manglet lidt på det seneste. Vi har stor respekt for deres dygtige omstillingsspil, som vi skal passe rigtig godt på, for de har mange kvalitetsspillere. Samtidig skal vi selv være bedre til at omsætte vores chancer til mål, end vi har været på det seneste. Jeg har set flere af AGF’s kampe, hvor de også kunne have tabt. Men det har de ikke gjort, og vi skal se, om vi ikke kan knække kurven for dem i morgen,” fortæller Jens Berthel Askou.

Han har udtaget følgende trup til morgendagens kamp mod AGF:

1 Nicolai Flø, 2 Jeppe Svenningsen, 6 Mikkel Frankoch, 7 Lucas Jensen, 9 Moses Opondo, 13 Søren Henriksen, 14 Emmanuel Ogude, 15 Andreas Kaltoft, 16 Sander Fischer, 17 Washington Brandão, 18 Mads B. Mikkelsen, 19 Jón Dagur Thorsteinsson, 20 Daniel Christensen, 21 Mikkel Knudsen, 22 Seyi Adekoya, 23 Sebastian Czajkowski, 24 Michael Tørnes, 30 Alexander Juel Andersen, 35 Mikkel Wohlgemuth.

Der er mulighed for debut for Michael Tørnes og Jón Dagur Thorsteinsson. Marcus Solberg og Allan Høvenhoff er stadig ukampdygtige, mens Jakob Hjorth er i gang med genoptræningen.