Kaltoft: FC Helsingør har fået en flyvende start

Sjældent har vi haft så sammenpresset et kampprogram fra sæsonstart af. Tre kampe på under én uge. Men det er altså vilkårene, når vi i morgen en tur til det nordsjællandske, hvor vi gæster Holger Danskes hjemby, Helsingør, til vores tredje kamp i indeværende sæson.

Men inden da, fik vi forsvarsspiller Andreas Kaltoft til lige at kaste et lille blik på den kamp, vi spillede for to dage siden, mod Hobro IK, hvor vi kom tilbage efter en decideret mareridtsstart på sæsonen på Amager.

”Det var super dejligt at komme på pointtavlen – især efter den knap så gode start vi fik, så var det vigtigt for os, at komme hurtigt tilbage på sporet og vise, at det var en enlig svale. Det er ikke sådan, vi er som hold. Vi er et hold, man skal regne med, og det synes jeg, vi beviste i tirsdags,” siger han til VEN.tv.

I tirsdagens kamp fik vi noget så sjældent som en scoring fra den høje midterforsvarer. Hans tredje scoring i seniorkarrieren – og den anden mod Hobro IK.

”Jeg kan godt lide at score mod Hobro, åbenbart. Så jeg kunne da godt ønske mig, vi mødte dem noget oftere,” lyder det med et grin fra Kaltoft.

Morgendagens kamp er mod oprykkerne fra 2. division, FC Helsingør. Et hold, der har imponeret i deres to første kampe – først med en 4-2 sejr over 3F Superliganedrykkerne fra Silkeborg IF, og siden med en sikker 3-0 sejr på udebane mod Hvidovre IF. De resultater har Kaltoft også noteret sig.

”De har fået en flyvende start, og har vundet de to første kampe suverænt og sikkert. Det er et hold, der står godt i kæderne, og så har de nogle hurtige folk oppe foran i omstillingerne, så der skal vi være vågne, ellers kan det blive farligt,” siger han med hentydning til Jeppe Kjær og vores tidligere angriber Sebastian Czajkowski.

Nøglen til sejren er ifølge Andreas Kaltoft den samme som mod Hobro IK. Og langt fra det, vi leverede sidst vi spillede på Sjælland.

”Vi skal komme ud med den attitude og vildskab, som vi gjorde i tirsdags. Det er det, der skal kendetegne os som hold. Og så skal vi være mere klar, end vi var mod Fremad Amager. Især på deres omstillinger,” siger han og tilføjer:

”Viser vi det, vi gjorde sidst, så er jeg sikker på, vi nok skal få tre point med hjem,” slutter han.

Til kampen i morgen aften mod FC Helsingør har trænertrioen Lasse Stensgaard, David Olsen og Michael Hjortkjær udtaget følgende hold:

2 Jeppe Svenningsen, 3 Jakob Hjorth, 4 Lasse Steffensen, 5 Henri Järvelaid, 7 Tobias Christensen, 9 Mikkel Agger, 10 Tiémoko Konaté, 13 Søren Henriksen, 14 Zander Hyltoft, 15 Andreas Kaltoft, 17 Martin Dong, 19 Ali Messaoud, 24 Emil Kobberup, 26 Jelle van der Heyden, 32 Kevin Ray Mendoza og 34 Anders Bærtelsen.

Peter Friis Jensen, Mikkel Wohlgemuth, Dušan Jajić, Christoffer Boateng, Tobias Damsgaard og Morten Knudsen er alle ukampdygtige.

Der er kampstart i morgen klokken 19:00 på Helsingør ny stadion. Kampen kan også ses på Viaplay fra klokken 18:55.