Kyniske Brøndby løb med sejren

Som det har været tilfældet i mange af Vendsyssel FF’s første kampe som Superligaklub, var der mange rigtig gode takter, men kynismen i de afgørende øjeblikke manglede. Derfor kunne Brøndby IF i sidste ende rejse hjem med de tre point fra Hjørring.

Kampens indledning bar præg af, at begge hold gerne vil praktisere højt pres og hurtig boldomgang. De første minutter var hektiske, og som følge af det høje tempo og intensive pres bølgede spillet frem og tilbage. Hårdtarbejdende Sebastian Czajkowski havde efter små minutter et skud fra en spids vinkel, som Marvin Schwäbe i Brøndbymålet måtte vifte til hjørnespark ved stolperoden. Kamil Wilzcek havde i den anden ende en afslutning, der blev blokeret fra kanten af feltet efter fire minutter, men ellers var starten en kamp om bolden.

Flere gode Vendyssel-chancer – den største til Brøndby

Brøndby IF fik efterhånden tilkæmpet sig boldbesiddelsen, og Vendsyssel FF lukrerede på at presse Brøndby IF til fejlafleveringer og være først på andenboldene, der resolut blev sendt i dybden. Det udmøntede sig i flere farlige omstillinger, hvor Seyi Adekoya og især Czajkowski var en hyppig kilde til uro for Brøndby IF’s bagkæde, der igen og igen blev fanget højt på banen.

Adekoya blev efter 17 minutter sendt alene i dybden med Benedikt Röcker og Schwäbe. Adekoya havde Czajkowski med i venstre side, men tog selv chancen. Afslutningen blev for spids, og Schwäbe kunne skubbe forsøget til hjørnespark.

Vendsyssel FF kom frem til flere af disse halve chancer. I den anden ende blev Brøndby IF holdt på et minimum af oplagte muligheder. Gæsterne var hovedsageligt farlige på indlæg mod Wilczek. Det var ligeledes et indlæg, efter hjørnespark, der udløste kampens første store mulighed til gæsterne efter 35 minutter. Joel Kabongo pandede hjørnesparket på underkanten af overliggeren, og bolden sprang ned centimeter fra målstregen.

0-1 Kamil Wilczek, 41. minut

Brøndby IF skruede op for intensiteten og gik ind i duellerne med mere appel og vilje. Det havde Vendsyssel FF det svært med, og Brøndby IF slog kapital på den ekstra indsats. Wilczek modtog bolden efter fikst småspil foran feltet, og i en fri position på kanten af venstre side af feltet sparkede han flot bolden rundt om Fløs venstreside og i mål via indersiden af opstanderen.

Brøndby IF var mest kyniske i de afgørende situationer i første halvleg.

Hårdt Brøndby IF-pres efter pausen

I anden halvleg fortsatte Brøndby IF med at være aggressive og pressede Vendsyssel FF tilbage. Langsomt fik Vendsyssel dog bedre fat og nærmede sig Brøndby IF’s mål. Morten Knudsen havde en afslutning fra kanten af feltet lige på Schwäbe efter 54 minutter. Det var dog igen Brøndby IF, der var farligst, og efter et hjørnespark dunkede Wilczek for anden gang bolden på tværribben for gæsterne.

0-2 Kamil Wilczek, 67. minut

Vendsyssel FF kom bedre med, men fik en våd klud i ansigtet. En bold i dybden mod Ante Erceg i klar offsideposition pacificerede Andreas Kaltoft og Sander Fischer, og Wilczek kunne forholdsvist simpelt og legalt samle bolden op, trække udenom Flø og udbygge Brøndby IF’s føring efter 67 minutter.

1-2 Emmanuel Ogude på straffespark, 77. minut

Efter 76 minutter fik Vendsyssel FF en livline i kampen. Sander Fischer blev hevet ned i det lille felt af Kabongo, og dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen fløjtede og pegede resolut på straffesparkspletten.

Ogude gik til bolden. Ned mod Brøndby IF’s medrejsende fans, bevarede Ogude roen og sendte bolden ind i midten af målet.

Nu lugtede man blod og Mikkel Wohlgemuth blev sendt på banen til sin debut. Men udover en ekvilibristisk halvflugter et stykke over mål af Alexander Juel Andersen, og en bold Lukas Jensen kort før tid prikkede forbi Schwäbe men som Jens Martin Gammelby sparkede væk, så kom hverken Brøndby IF eller Vendsyssel FF rigtig tæt på at ændre ved stillingen.

Joel Kabongo fik sit andet gule kort et stykke inde i overtiden og dermed gult-rødt. På det efterfølgende frispark sparkede Ogude snert udenom, som den sidste aktion i kampen.

Matchfacts, Superligaen, 7. runde

Mål: 42. min 0-1 Kamil Wilczek,  68. min 0-2 Kamil Wilczek,  77. min 1-2 Emmanuel Ogude (Straffespark).

Tilskuertal: 5162

Advarsler:  69. min Josip Radosevic (BIF), 72. min Sander Fischer, 75. min Lasse Vigen (BIF), 77. min Joel Kabongo, 90+2 min Joel Kabongo

Rødt kort: 90+2 minJoel Kabongo (BIF)

Startopstilling, Vendsyssel (5-3-2): Nicolai Flø – Alexander Juel Andersen, Sander Fischer, Andreas Kaltoft, Søren Henriksen, Daniel Christensen – Mikkel Frankoch, Moses Opondo, Morten Knudsen (77. Mikkel Wohlgemuth) – Sebastian Czajkowski (70. Emmanuel Ogude), Seyi Adekoya (55. Lukas Jensen)

Startopstilling, Brøndby (4-3-1-2): Marvin Schwäbe – Jens Martin Gammelby, Benedikt Röcker, Joel Kabongo, Anthony Jung – Kasper Fisker (66. Josip Radosevic), Lasse Vigen Christensen, Dominik Kaiser – Simon Tibling (88. Hjörtur Hermannsson) – Kamil Wilczek, Ante Erceg (77. Nikolai Laursen)