Michael Tørnes klar for Vendsyssel FF

Vendsyssel FF har skrevet kontrakt med den 32-årige målmand Michael Tørnes. Tørnes har sidst været i den hollandske klub Vitesse. Han startede sin seniorkarriere i Brøndby, inden han tog turen til Brønshøj, finske HJK Helsinki, norske Sandefjord, OB og til sidst Vitesse i Holland.

  • Michael er en rutineret målmand, der har prøvet en del i sin karriere, og senest har været to år i Vitesse i Holland. Vi har været tvunget til at hente en erstatning, der kan tage kampen op med Nicolai Flø, da vi samtidig siger farvel til Frederik Ibsen, og jeg er sikker på, at den her konstellation kan gøre hinanden bedre i den konkurrencesituation. Vi glæder os til samarbejdet med Michael Tørnes.

Michael Tørnes er begejstret for at vende tilbage til Danmark og Superligaen.

  • Det er dejligt at være tilbage i Superligaen, og jeg er glad for at være kommet til Vendsyssel FF. Jeg skal ind og bruge min erfaring – jeg er lidt ældre end de øvrige spillere – og jeg glæder mig til at komme i gang.

Michael Tørnes, der har spillet 20 ungdomslandskampe for Danmark, kan få debut allerede på søndag, når vi møder AGF i 8. spillerunde af Superligaen. Tørnes får trøje nummer 24.