Mike Tullberg stopper i Vendsyssel FF til sommer

Assistenttræner Mike Tullberg stopper i Vendsyssel FF, når indeværende sæson er færdigspillet. Den 33-årige træner, der kom til landets nordligste Superligaklub inden sæsonstart, skal fra den kommende sæson være cheftræner for den tyske storklub Borussia Dortmunds Regionalligahold.

”Det er en jobmulighed, man ikke får mange gange i løbet af sin trænerkarriere, og jeg er stolt over, at jeg som dansk træner får muligheden for, at blive træner i en af de største klubber i Europa,” siger Mike Tullberg, der tidligere har været træner for Rot-Weiβ Oberhausens U19-Bundesligahold, samt AGF’s U19-hold.

Men inden Tullberg rykker sydpå, har han og trænergruppen et arbejde, der skal gøres færdigt: Vendsyssel FF skal overleve i Superligaen.

”Jeg er utrolig taknemmelig for den chance, Vendsyssel FF har givet mig. Det er første gang, jeg har været træner omkring et seniorhold, og jeg har lært utrolig meget og mødt nogle helt fantastiske mennesker. Samtidig har det været en fornøjelse at se, hvordan klubben har udviklet sig siden i sommer. Der er taget utrolig store skridt på kort tid, og jeg vil sammen med trænergruppen gøre alt for, at Vendsyssel FF også spiller i Superligaen efter sommerferien,” siger han.

Sportsdirektør Ole Nielsen er glad på Mike Tullbergs vegne.

”Mike har fået en mulighed han gerne vil forfølge, så vi ønsker ham alt det bedste med hans nye udfordringer. Mike har været dedikeret, engageret og meget målrettet, og har altid arbejdet hårdt for at opnå sine mål sammen med Vendsyssel FF,” siger Ole Nielsen.

Mike Tullberg og resten af Vendsyssel FF tager hul på Gruppespillet i Superligaen på søndag, hvor Hobro IK kommer på besøg på Nord Energi Arena.