Nederlag i sidste Reserveligakamp i denne sæson

Det blev til et nederlag i sidste runde af Reserveligaen, da Viborg FF vandt 2-1 på et sent mål.

Inden da var gået en kamp, hvor Viborg FF var dominerende bedømt på chancer. Gentagne gange fik de testet Mads Sylvan, men den unge keeper stod en rigtig fin kamp, hvor han flere gange forhindrede en Viborg-scoring.

Men efter 25 minutter kunne han ikke holde Viborg FF fra fadet længere, da de kombinerede sig igennem, rundede ham og sendte bolden sikkert i nettet. Fortjent føring bedømt efter spil og chancer.

Efter scoringen kom vi bedre med og fik også vist godt spil. Men vi skulle helt frem til lige før pausen, før vi fik afkast af vores gode spil. Vi fik et frispark på kanten af feltet, hvor Daniel Christensen tidligere har vist sig farlig. Det gjorde han igen – denne gang fik han dog lidt hjælp af Viborg-muren, der rettede hans frispark af, så den snød Viborg-keeperen.

Efter pausen fortsatte Viborg med at producere chancer. Men igen og igen hev Sylvan gode redninger op af ærmet.

Men kort før slutfløjt måtte han igen give fortabt. En frisparkskombination overlistede både Sylvan og forsvaret, og dermed endte Viborg med at vinde 2-1.

Matchfacts, Reserveligaen, 8. runde

Viborg FF – Vendsyssel 2-1 (1-1)

Mål: 1-0 25. min Viborg FF, 1-1 44. min Daniel Christensen, 89. min 2-1 Viborg FF

Advarsler: Dylan McGowan

Startopstilling, Vendsyssel FF (4-4-2): Mads Sylvan – Mads Roerslev, Dylan McGowan, Jeppe Raunbak (87. Martin Kjeldsen), Daniel Christensen – Seyi Adekoya, Esben Søndergaard (68. Morten Kudahl Thomsen), Rishi Deshi (78. Giorgio Beshara), Mads B. Mikkelsen – William Rams (54. Mads Storgaard), Nikolaj Pedersen (46. Daniel Troensgaard)