Nederlag til Randers FC i træningskamp

Bolden ruller endelig igen efter en ufrivillig pause pga. COVID-19. De to måneders ufrivillig pause har spillerne – ud fra deres bip-test og generelle ageren på træningsbanen i Vrå – brugt på at holde sig i form. Men det rent fodboldmæssige har været svært at holde fast i, når man har skullet gøre det alene. Det gav sig desværre også lidt udtryk i dagens kamp mod Randers FC – den eneste træningskamp inden sæsonen bliver genoptaget.

Randers FC var i kampens første 45 minutter klart det bedste hold. De skabte mange chancer, og var aggressive i deres spil. Vi fik ikke meget ro på bolden, når vi havde den, og vi havde svært ved at spille os igennem til muligheder. Det samme kan man ikke sige som hjemmeholdet – og især ikke deres ene angriber.

Emil Riis var i kampens første 15 minutter en stor kilde til uro i vores forsvar. Han var aggressiv i sit pres, og lå hele tiden og lurede på de lange afleveringer i dybden. Efter 11 minutter bragte det held. Erik Marxen sendte en perfekt tempereret bold ned bag vores bagkæde, Emil Riis satte den i sjette gear, opsnappede bolden og hamrede den resolut i kassen ved nærmeste stolpe. 1-0 til Randers FC.

Blot to minutter senere var han ved at øge til 2-0, men denne gang havde han ikke heldet med sig.

Generelt var Randers FC virkelig godt kørende i kampens indledning. De tilspillede sig flere gode muligheder og Vito Hammershøy-Mistrati havde en stor mulighed ved bagerste stang for at fordoble hjemmeholdets føring.

Det lykkedes Randers FC kort tid efter. Peter Friis Jensen ville cleare bolden, men den strøg direkte ud til Vito Hammershøy-Mistrati midt på banen, og han skulle ikke bruge meget tid på at trykke kanonen af. Bolden sejlede lige så stille ind i tomt mål.

Vi havde svært ved at spille os igennem det aggressive RFC-pres, og vi måtte hænge vores hat på stærke enkeltmandspræstationer i begyndelsen af kampen. Som f.eks. da Tiémoko Konaté drev gæk med to-tre Randers FC-spillere, og sendte et hårdt indlæg ind foran mål. Der stod Jakob Blåbjerg, men han kunne ikke styre den i kassen.

Randers FC fortsatte presset, men formåede ikke at få bolden ind bag Peter Friis. Derfor blev det ved 2-0 ved pausen.

Kort før pausen kom Emmanuel Ogude ind i stedet for Christoffer Boateng. Og han skulle ikke bruge meget af 2. halvleg på at reducere. Han fik bolden af Mikkel Basse på kanten af feltet i venstre side, og han krøllede smukt bolden ind i fjerneste hjørne – uden chancer for Carlgren i målet.

Kort tid efter var Emil Riis ved igen at bringe hjemmeholdet foran med to, men hans afslutning prellede heldigvis af på stolpen.

I perioden efter vores mål holdte vi bedre fat i bolden og fik sat flere gode momenter sammen. Men vi havde stadig lidt svært ved at spille os til de store chancer. Og langsomt overtog Randers FC – der møder AGF i den udsatte 3F Superligakamp på torsdag – spillet igen.

Men de fik ikke lov til at dominere for meget. Vi gav den igen et nyk op intensitetsmæssigt i kampens sidste halve time, og det gjorde kampen til en åben slagudveksling.

Mikkel Basse havde et fint skud fra distancen, Alhaji Kamara havde en god mulighed for Randers FC, Konaté forsøgte sig fra distancen og Kasper Høgh havde en stor chance.

Spillet blev bedre for vores side i kampens slutning, men vi formåede ikke at få udlignet. Derfor blev det til et 2-1 nederlag til Randers FC.

Matchfacts, træningskamp

Randers FC – Vendsyssel FF 2-1 (2-0)

Mål: 1-0 11. min Emil Riis, 2-0 18. min Vito Hammershøy-Mistrati, 2-1 48. min Emmanuel Ogude.

Advarsel: 70. min Tiémoko Konaté

Startopstilling, Randers FC (4-4-2): Patrick Carlgren – Johnny Thomsen, Simon Piesinger (61. Mathias Nielsen), Erik Marxen (61. Simon Graves), Jesper Lauridsen (46. Björn Kopplin/68. Oliver Bundgaard) – Mikkel Kallesøe (77. Kasper Høgh), Vito Hammershøy-Mistrati (77. Issah Salou), Frederik Lauenborg (46. André Rømer), Tosin Kehinde (46. Mathias Greve) – Emil Riis (61. Marvin Egho), Alhaji Kamara (77. Tobias Klysner)

Startopstilling, Vendsyssel FF (4-4-1-1): Peter Friis Jensen (46. Nicolai Flø) – Tobias Damsgaard (75. Mads B. Mikkelsen, Søren Henriksen (87. Jakob Hjorth), Andreas Kaltoft (59. Jeppe Svenningsen), Jakob Blåbjerg (62. Daniel Christensen) – Tiémoko Konaté (87. Martin Dong), Mikkel Basse, Morten Knudsen (81. Daniel Troensgaard), Christoffer Boateng (37. Emmanuel Ogude) – Ali Messaoud (62. Dušan Jajić) – Bradford Jamieson IV (62. Wessam Abou Ali)