Nederlag til Silkeborg IF i Reserveligaen

For anden Reserveligakamp i træk var vi involveret i en kamp, hvor der blev scoret seks mål. Desværre for os, var det denne gang modstanderen, der fik bolden i nettet flest gange.

Silkeborg IF vandt mandagens kamp i Reserveligaen med 4-2, hvor vi spillede to halvlege på helt forskellige niveauer.

Første halvleg var der ikke meget positivt at tage med fra. Nicolai Flø havde et par gode redninger, og nogle få gange fik vi sat nogle fine ting sammen. Men generelt set var det 45 minutter under niveau. Derfor var det også fortjent, at Silkeborg IF var foran 2-0.

Efter pausen kom der mere swung i tingene fra vores side af. Vi kom frem til chancer – og flere end dem, der resulteret i målene – men de sidste marginaler og beslutsomhed gjorde, at vi ikke kom helt tilbage i opgøret.

Amerikanske Seyi Adekoya var manden bag begge vores scoringer. Den første kom efter 53 minutter, hvor Seyi kunne sende den ind bag Peter Friis Jensen i Silkeborg IF-målet. Chancen så ellers i første omgang ud til at være spildt, men den havnede for fødderne af Adekoya, der kom på tavlen for anden Reserveligakamp i træk.

Han fordoblede sin målscoring efter 75 minutter, hvor han efter et fremragende forarbejde af Benjamin Källman fik dirigeret bolden ind i netmaskerne.

Mod kampens slutning forsøgte vi at få udligningen, men i stedet tabte vi bolden på et farligt sted, og Stephan Petersen kunne udplacerede Flø og gøre det til 4-2, der også blev kampens slutresultat.

Assistenttræner Mike Tullberg

“Anden halvleg var fin, men vi tabte kampen i første halvleg, hvor der desværre var nogle, der ikke var der, hvor de skulle være. Det betød, at vi slet ikke hang sammen og fortjent var bagud 2-0. Anden halvleg havde vi et fint udtryk og vi var det bedste hold. Da vi var nede 2-1 skulle vi have fået et straffespark, og da vi var nede 3-2 kunne vi også have scoret. Så giver vi dem en foræring til sidst, der lukker kampen. På den positive front, var det dejligt at se Jakob Hjorth tilbage og spille 90 minutter efter en lang skadesperiode. Desuden gjorde Benjamin Källman en god figur efter sin skadesperiode,” siger Mike Tullberg.

Matchfacts, Reserveligaen, 2. runde

Silkeborg IF – Vendsyssel FF 4-2 (2-0)

Mål: 1-0 7. min, 2-0 42. min, 2-1 53. min Seyi Adekoya, 3-1 70. min, 3-2 75. min Seyi Adekoya, 4-2 89. min

Startopstilling, Vendsyssel FF (3-5-2): Nicolai Flø – Jakob Hjorth, Dylan McGowan, Jeppe Svenningsen (76. Rasmus Prangsgaard) – Lucas Jensen, Mikkel Wohlgemuth, Morten Knudsen, Ninos Gouriye (46. Allan Høvenhoff), Daniel Christensen – Alhaji Kamara (61. Benjamin Källman), Seyi Adekoya