Nederlag til Skive IK

Det er lidt tungt at skulle skrive det her. Men aftenens kamp mod Skive IK endte desværre med endnu et nederlag. Det fjerde i træk.

Mikkel Jespersens straffesparksscoring efter 31 minutter var forskellen på måltavlen, da dommer Patrick Stenzel Rasmussen fløjtede kampen af.

Kampen startede lidt, som man kunne forvente. De to hold kæmpede begge for at få initiativet og var lidt afventende for ikke at åbne for meget op. En del boldtab fra begge hold dominerede indledningen, men efter 10-15 minutter satte kampen sig lidt.

Og det var omkring det tidspunkt kampens første chance indfandt sig. Og den tilfaldt os. Rasmus Vinderslev havde lusket sig ind i feltet, og fra en spids vinkel fik han trykket af. Desværre prellede hans forsøg af på stolpen og røg ud til målspark.

Morten Knudsen var foretrukket på den centrale midtbane til dagens kamp, og midtbane-krigeren var i kampens første 45 minutter en glimrende bølgebryder. Han erobrede en del bolde, og fik startet et par gode angreb, men de løb desværre lidt ud i sandet, når bolden nærmede sig Skives mål.

Vi skulle frem til kampens 20. minut før gæsterne fra Skive fik deres første chance. Men det flade skud sendt afsted af Mikkel Jespersen havde Nicolai Flø, der stod en glimrende kamp, ikke svært ved at holde.

Et par minutter senere var den tidligere AaB-angriber Sebastian Grønning på spil, men hans afslutning røg i sidenettet. Det afsluttede et par gode Skive-minutter.

Jakob Hjorth har været lænket til tribunen de sidste fire måneder grundet en skade, men han var for første gang siden april tilbage i startopstillingen. Og efter 28 minutter kunne han havde fuldendt et godt comeback, da han kom højest på et indlæg. Men desværre kom Marcus Bobjerg i Skive-målet godt ned til stolperoden og fik den viftet uden om stolpen.

Et par minutter efter Hjorths gode chance, var der ballade i vores felt. Først var det Sebastian Grønning, der testede Flø, og på riposten kom Jeppe Svenningsen i nærkontakt med en Skive-spiller, og det betød, at kampens dommer fløjtede for straffespark. Det eksekverede Mikkel Jespersen sikkert, og så var gæsterne foran 1-0. Den stilling holdt halvlegen ud.

Efter pausen forsøgte vi at arbejde os tilbage i kampen. Og selvom vi var mest på bolden, så havde vi svært ved at bryde Skives kompakte defensiv op.

Med et kvarter igen fik Rasmus Vinderslev trykket af med en helflugter, men han var en smule ude af balance, da han fik sendt kuglen afsted med kassen.

Efter den mulighed pressede vi virkelig på. Lasse Steffensen, der fik sine første officielle minutter for Vendsyssel FF, blev skiftet ind og sendt i front, og han vandt sine hovedstødsdueller, så hans holdkammerater kunne tage sig af nedfaldsboldene. Og det var lige ved at give pote. Med fem minutter igen faldt bolden ned for fødderne af Emmanuel Ogude foran mål, men den nigerianske angriber sendte bolden snert forbi opstanderen.

I kampens døende sekunder havde nytilkomne Ali Messaoud et glimrende frisparksforsøg fra distancen, men kun en god Marcus Bobjerg-redning forhindrede en udligning.

Derfor måtte vi desværre igen gå fra banen uden sejr.

Matchfacts, NordicBet Ligaen, 5. spillerunde

Vendsyssel FF – Skive IK 0-1 (0-1)

Mål: 0-1 31. min Mikkel Jespersen

Advarsler: 9. min Sebastian Grønning (SIK), 31. min Jeppe Svenningsen, 33. min Tiémoko Konaté, 36. Emil Søgaard (SIK).

Tilskuertal: 834

Startopstilling, Vendsyssel FF (3-5-2): Nicolai Flø – Jeppe Svenningsen (68. Ali Messaoud), Jakob Hjorth (73. Lasse Steffensen), Andreas Kaltoft – Alexander Juel Andersen, Mikkel Frankoch, Rasmus Vinderslev, Morten Knudsen, Søren Henriksen – Sebastian Czajkowski (68. Emmanuel Ogude), Tiémoko Konaté

Startopstilling, Skive IK (3-5-2): Marcus Bobjerg – Christoffer Østergaard, Magnus Jensen, Kenneth Nielsen – Emil Søgaard, Thomas Santos (85. Mathias Pedersen), Mikkel Vendelbo, Mikkel Jespersen, Mathias Bonde (75. Jacob Vetter) – Sebastian Grønning, Sebastian Denius (68. Jeppe Mogensen)