NordicBet Ligaen fortsætter med fem udskiftninger

I foråret var det muligt for klubberne i landets tre bedste fodboldrækker, 3F Superligaen, NordicBet Ligaen samt 2. division, at foretage 5 udskiftninger – fordelt på maksimalt tre spilstop – i løbet af en kamp.

Tidligere på ugen bekræftede Divisionsforeningens turneringschef, Peter Ebbesen, at det også i den kommende sæson bliver muligt for klubberne at lave fem udskiftninger i løbet af en kamp.

Oprindeligt var planen, at reglen kun skulle gælde i forårets 2020, men da COVID-19 stadig hersker rundt omkring i verden, har IFAB – International Football Association Board, besluttet, at tillade ligaerne at fortsætte regelændringen. Og den har Divisionsforeningen altså besluttet, også skal gælde i Danmark.