SU-SU-Superliga!

Sikke en forløsning! 90 lange minutter i Lyngby endte med den ultimative triumf, da først Lucas Jensen og siden Mikael Anderson fik bolden i nettet bag Lyngbys Mikkel Andersen, og dermed er Vendsyssel FF for første gang et Superliga-hold.

De 90 minutter i Lyngby var ikke nogen præstation, der vil gå over i historiebøgerne rent spillemæssigt. Vi var trykket langt tilbage, og Lyngby var generelt bedre med bolden, end vi var. Det var også hjemmeholdet, der havde første halvlegs største chancer, hvor blandt andet Michael Lumb var tæt på fra en position bagerst i feltet.

Men trods spil- og chanceovertag så lykkes det ikke hjemmeholdet fra Lyngby at komme på tavlen. Det gjorde vi heller ikke, da vi havde svært ved at komme til chancer i kampens første 45 minutter.

Efter pausen fortsatte Lyngby overtaget. Men chancemæssigt kom vi bedre med. Lucas Jensen havde et godt forsøg efter 53 minutter, hvor han fra sin position i højre side, trak ind i banen og fik afsluttet. Men Mikkel Andersen i målet stod i vejen for den forløsende scoring.

Et par minutter senere brændte det gevaldigt på i vores ende. Og efter lidt ping pong frem og tilbage, endte Jakob Hjorth med at begå et straffespark på Jeppe Kjær. I sådan en situation er det godt at have en målmand i særklasse. Og det har vi – heldigivs – i Nicolai Flø. Flø gik til den rigtige side og afviste Herolind Shala. Igen et bevis på, at Flø er en klassemålmand.

Godt et kvarter senere skete det. Den forløsende scoring. Kristian Riis sendte med venstreskøjten en lang bold frem til Lucas Jensen, der skar ind foran Mathias Tauber, og med ydersiden fik bolden forbi Mikkel Andersen i målet. 1-0, og Lyngby skulle dermed op og score tre gange, hvis de skulle bevare statussen som Superliga-hold.

De lykkedes dem også at komme på tavlen én gang, men lige lidt hjalp det, da Mikael Anderson – for tredje kamp i træk – sendte bolden i nettet. Hele Vendsyssel FF-bænken eksploderede i eufori og glæde, og kan nu se frem til, at udebaneturene i den kommende sæson hedder Parken, Brøndby Stadion og hvad de dyre adresser i dansk fodbold ellers hedder.

Matchfacts

ALKA Superligaen, playoff, 2. opgør

Lyngby BK vs. Vendsyssel FF 1-2 (0-0)

Mål: 0-1 72. min Lucas Jensen, 1-1 80. min Jeppe Kjær, 1-2 92. min Mikael Anderson

Advarsler: 5. min Martin Ørnskov (LBK), 23. min Mohamed Diarra, 37. min Morten Knudsen, 62. min Herolind Shala (LBK), 75. min Benjamin Lund, 90. min Mathias Hebo (LBK)

Udvisning: 90. min Michael Lumb (LBK)

Tilskuertal: 5121

Startopstilling, Lyngby BK (4-2-3-1): Mikkel Andersen – Jeppe Brandrup (67. Lasse Fosgaard), Kevin Tshiembe, Mathias Tauber (74. Kim Ojo), Michael Lumb – Martin Ørnskov, Jesper Christjansen – Mathias Hebo, Herolind Shala (67. Emilio Simonsen), Gustav Marcussen – Jeppe Kjær

Startopstilling, Vendsyssel FF (4-1-4-1): Nicolai Flø – Washington Brandão (46. Jakob Hjorth), Kristian Riis, Mohamed Diarra, Benjamin Lund – Mikkel Frankoch – Lucas Jensen (86. Andreas Kaltoft), Moses Opondo, Morten Knudsen, Mikael Anderson – Marcus Solberg (60. Yao Dieudonne)