Reaktioner efter 0-1 nederlaget til AC Horsens.

Efter kampen, så var der blandt spillerne en generel stor frustration over nederlaget. Men også over, at vi ikke fik skabt et angrebsspil, som kunne have åbne det kompakte forsvar, som AC Horsens praktiserede i dagens kamp, op.

Her er nogle af de kommentarer, som spillerne kom med efter kampen:

Sander Fischer, som igen blev kåret som Man of the match:

“Vi havde ikke kvalitet nok i spillet og fik ikke skabt nogle chancer mod et godt forsvarende hold. I dag (i går, red.) havde vi chancen for at få point, så generelt er vi frustreret over nederlaget. Men alle arbejdede hårdt for hinanden”, sluttede den stærke midtstopper af.

Benjamin Lund, som for først gang siden oprykningen, spillede på venstre kant:

“ Det var naturligvis dejligt, at jeg fik chancen. Det er jo det, som jeg arbejder på hver dag. Men det er frustrerende og irriterende, at vi ikke var bedre på vores andenbolde.”

Midtbanespiller Mikkel Wohlgemuth:

“Det er bare p….irriterede ! De skabte absolut ingenting udover en dødbold, som de scorer på.

Vi ville så gerne have haft noget tempo ind i spillet, men vi manglede de sidste procenter, for at blive rigtig farlige. I første halvleg havde vi momentum, hvor midtbanen fandt nogle gode rum at spille i – og forsvarsmæssig fik vi clearet, det, som vi skulle. Men vi skal også lære af, hvad de kan. Det er en tom fornemmelse,” sluttede en skuffet Mikkel Wohlgemuth af.

Keeper Nicolai Flø, der som sin kollega i den anden ende af banen, ikke havde meget at se til. Men skuffelsen var hos vores keeper, den samme!

“Vi gjorde rigtig mange ting i forhold til den lagte taktik. Vi stod godt imod, men det er ærgerligt, at de scorede på en ripost. Det var igen en tæt kamp, som ikke hælder ud til vores fordel.

Vi gør meget rigtigt, så det tager vi med til næste kamp.”

Omkring målet siger Nicolai:

“Jeg kunne ikke nå op til frisparket (som ramte overliggeren, red.) og så opstår der pludselig plads til to mand, som kunne score. Sådan er fodbold”, sukkede en skuffet Nicolai på vej mod omklædningsrummet.

I AC Horsens lejren var der naturligvis glæde over de tre points. Den tidligere Vendsyssel FF-spiller, Bjarke Jakobsen, som spillede en flot kamp, og blev matchvinder, sagde:

“Det var jo lidt pudsigt, at det skulle blive mig, der blev matchvinder. Det er jeg selvfølgelig glad for. Men at det lige skulle gå ud over Vendsyssel FF, er jo bare sådan det er. Det blev en duelkamp, hvor Vendsyssel, som har mange gode spillere, der kan noget på egen hånd, var gode på bolden.

Som kampen skred frem, så synes jeg, at vi blev bedre og bedre til al afvise dem. Jeg følte, at vi var OK i kontrol i kampen,” sagde han.