Remis i sidste træningskamp inden premieren

Sidste træningskamp for vores vedkommende i denne opstart bød på en uafgjort mod divisionskollegerne fra Silkeborg IF.

Kampen blev spillet på JYSK Park, der hele lørdagen var centrum for en af Divisionsforeningens VAR-test. VAR, Video Assistant Referee, bliver introduceret i 3F Superligaen i denne sæson, så Divisionsforeningen havde udvalgt nogle bestemte dage, hvor holdene i de to bedste rækker kunne være en del af testene. Og det var vi altså denne lørdag aften.

I kampens indledning var det hjemmeholdet fra Silkeborg IF, der havde teten. De kom ud som lyn og torden, og det virkede lidt som om, vi lige skulle finde os til rette på kunststofbanen i Søhøjlandet. Silkeborg havde et par tilbud i kampens første kvarter, hvor vores eneste trussel – groft sagt – var vores højre side, hvor Tiémoko Konaté og Tobias Damsgaard gav Silkeborg-spillerne noget at arbejde med.

Efter 19 minutter kom kampens første mål. En lang bold frem ned bag Silkeborgs bagkæde nåede Mikkel Agger at få fat i. Han rundede en fremadstormende keeper, og satte den sikkert i kassen fra en halvspids vinkel. Et klart eksempel på, hvad Agger kan bidrage til i vores spil.

Der skulle ikke gå lang tid, før Silkeborg dog fik udlignet. Et mindre forsvarskoks, hvor vi ikke fik clearet bolden, gjorde, at hjemmeholdet kunne bringe balance i regnskabet.

Men det holdte ikke mere end et par minutter, før vi igen var i førersædet. Igen var det Mikkel Agger, der sikkert udplacerede Silkeborgs keeper.

Et par begivenhedsrige minutter, og blot fire minutter senere havde Agger muligheden for at blive hattrick-helt, men hans afslutning blev reddet.

Fem minutter senere kunne Silkeborg have udlignet én gang til, men Mads Sylvan, der startede i kassen, fik flot en fodparade på afslutningen mod fjerneste hjørne.

Generelt sad presset rigtig fint fra vores side af. Vi stressede hjemmeholdet og fik et par gode muligheder ud af det.

Men det var egentlig hjemmeholdet, der fik de fleste chancer. Dog ikke noget – udover målet – som Sylvan i kassen ikke kunne tage sig sikkert af. Derfor endte 1. halvleg 2-1 i vores favør.

Fra anden halvlegs begyndelse var det igen Silkeborg, der lagde bedst ud. Og de havde da også en chance for at udligne hurtigt, men deres afslutning strøg forbi Emil Kobberup, der havde fået tjansen i buret i kampens sidste 45 minutter og ud til et målspark.

Efter den indledning begyndte vi at få godt fat i kampen. Vi spillede bolden fint rundt, fik strukket Silkeborg godt ud, og forsøgt nogle af de ting, vi gerne vil være gode til, når sæsonen for alvor begynder på lørdag, hvor vi skal en tur til Sundby Idrætspark, hvor Fremad Amager venter.

I kassen havde Emil Kobberup ikke det helt store at se til de første 15 minutter. Kun en enkelt gang skulle han ned og have fat i et nærgående forsøg, men det gjorde han også sikkert. Ligesom han sikkert fik timet sine øvrige indgreb.

Som halvlegen skred frem fik Silkeborg lidt bedre fat. Men det blev i store perioder ikke andet end til lidt boldflytteri fra den ene side til den anden, uden rigtig at komme til nogle nævneværdige chancer.

Kampen var som sagt en VAR-test kamp. Og det nye system kom også i brug. Efter 72 minutter havde vi bolden i nettet, da Ali Messaoud får den til at krybe over stregen. Men dommeren fik en melding i øret om, at der skulle tjekkes for offside. Og efter et kort kig – hvis de kan holde den responstid er det første succeskriterie for systemet i orden – markerede han for, at Ali Messaoud var offside ved scoringen.  Dermed stod der stadig 2-1.

Den stilling holdte indtil knap 10 minutter før tid. Her fik Silkeborg et frispark tæt på feltet, og det sparkede de helt eminent helt op i krogen – uden chance for Kobberup.

Mod slutningen må vi erkende, at Silkeborg var tættest på at få den tredje scoring. Men deres afslutning gik snert fordi.

Der faldt ikke flere scoringer, og derfor endte sidste træningskamp i denne opstart uafgjort, 2-2.

Matchfacts, træningskamp

Silkeborg IF – Vendsyssel FF 2-2 (1-2)

Mål: 0-1 19. min Mikkel Agger, 1-1 26. min Silkeborg, 1-2 28. min Mikkel Agger, 81. min Silkeborg

Startopstilling, Vendsyssel FF (4-3-3): Mads Sylvan (46. Emil Kobberup); Tobias Damsgaard, Anders Bærtelsen, Lasse Steffensen, Andreas Kaltoft (65. Christoffer Boateng); Jelle van der Heyden, Zander Hyltoft, Tobias Christensen; Tiémoko Konaté, Mikkel Agger (76. Martin Dong), Ali Messaoud