Remis i ventet comeback

Efter en forholdsvis chancerig kamp blev det til det ene point mod FC Fredericia i søndagens kamp, da Jakob Hjorth headede udligningen i kassen efter 77 minutter spil.

Kampen var også et comeback til Mikkel Wohlgemuth, der havde været skadet de sidste 16 måneder.

Det var to hold, der indledte kampen lidt afventende. Vi lagde ud i en mere kompakt udgave, end vi hidtil har været, og forsøgte med en direkte spillestil, når vi erobrede bolden.

Det betød, at vi fik skabte et par gode muligheder i kampen indledning – først et hovedstød af Jakob Hjorth, og efter 10 minutters spil trykkede Mikkel Agger kanonen af fra distancen. Den afslutning sneg sig desværre lige forbi stolpen.

Kampen var hjemmebanedebut til vores nye canadiske angriber Easton Ongaro, og den høje angriber var en god opspilsstation og var involveret i flere gode aktioner. Og måske skulle han have haft et straffespark efter godt et kvarters spil, da en FC Fredericia-forsvarer gik hårdt i ryggen af ham, men dommer Lasse Læbel Graagaards fløjte forblev tavs.

I stedet slog gæsterne kontra – og Raphael Onyedika lavede et par fine ting, før han med en flot afslutning, der tog den ene opstander, bragte gæsterne foran.

Herfra blev der lidt stillingskrig, og der gik noget tid før der igen kom gang i chancerne.

Da der kom det, kan vi takke Kevin Ray Mendoza for, at vi ikke kom yderligere bagud. For han hev en redning i særklasse ud af ærmet på Kristian Kirkegaards afslutning.

Minuttet senere var Mikkel Agger igen på spil fra distancen, men igen hev Alexander Nybo en god redning op af ærmet, og forhindrede på det tidspunkt, at der blev bragt balance i regnskabet.

Derfor måtte vi desværre gå til pause bagud 0-1.

Det betød, at vi skulle ud og jagte minimum ét mål i kampens sidste 45 minutter.

Vi skubbede spillet en anelse højere op på gæsternes banehalvdel, men FC Fredericia er et godt hold, der formår at stå kompakt, når det er nødvendigt. Derfor havde vi lidt svært ved at spille os frem til store chancer. Dog havde Zander Hyltoft et par riv fra distancen, men ikke noget der truede Alexander Nybo i målet. Og i den anden ende havde Mendoza et par gode redninger, der holdte os inde i kampen.

Med et kvarter igen satte vi Mikkel Wohlgemuth på banen. Det var midtbanekrigerens første kamp i 16 måneder, efter han blev knæskadet i en træningskamp før sidste sæson. Wohlgemuth skulle ikke bruge mere end knap et kvarter på banen, før han smed et hjørnespark ind i hovedet på Jakob Hjorth, der headede udligningen i mål. GAME ON!

Målet skabte momentum til os, og vi jagtede helt tydeligt kampens tredje mål, så vi kunne trække os sejrrigt ud af kampen. Men trods et godt pres i kampens slutning, så blev der ikke scoret flere mål i dagens kamp, og derfor endte det med et point til hvert hold.

Matchfacts, 1. division, 7. runde

Vendsyssel FF – FC Fredericia 1-1 (0-1)

Mål: 0-1 17. min Raphael Onyedika, 1-1 77. min Jakob Hjorth

Advarsler: 73. min Tiémoko Konaté

Startopstilling, Vendsyssel FF (4-4-2): Kevin Ray Mendoza; Jeppe Svenningsen, Jakob Hjorth, Andreas Kaltoft, Søren Henriksen; Tiémoko Konaté, Jelle van der Heyden (74. Mikkel Wohlgemuth), Zander Hyltoft, Ali Messaoud (60. Muhammed-Cham Saračević); Easton Ongaro (87. Grégory Berthier), Mikkel Agger

Startopstilling, FC Fredericia (4-2-3-1): Alexander Nybo; Mikkel Knudsen, Lukas Enevoldsen, Mathias Johannsen, Nicolaj Ritter; Christian Ege Nielsen, Raphael Onyedika; Christian Tue, Mathias Gertsen (59. Andreas Oggesen), Alexander Jensen (59. Anders Holvad); Kristian Kirkegaard (75. Henry Onuorah)