SÅ ER DET NU

Missionen er klokkeklar torsdag aften: Kampen mod Fremad Amager skal vindes – og gerne vindes klart, så en turbulent sæson kan afsluttes med armene i vejret.

Når holdet torsdag aften løber på banen til kampen mod Fremad Amager, er det med selvtilliden iorden efter 7 point i de sidste 3 kampe. Defensiven har stået godt, og vores offensiv er i den grad kommet igang med 7 scoringer i de sidste 3 kampe. Fremad Amager er efter en flot første halvsæson faldet noget i niveau. Det ændrer imidlertid ikke på, at Fremad Amager er et godt spillende fodboldhold, så vi skal være på tæerne og præstere på samme niveau, som vi har gjort på det sidste.

Et entusiastisk hjemmepublikum bar i sidste hjemmekamp mod Kolding holdet frem til en klar sejr. I morgen håber vi, at endnu flere fans vil finde vej til Energi Nord Arena og udgøre en uvurderlig 12. mand for holdet – og denne gang har vi tilmed Zone 70 på plads på stadion. Dejligt!!!

Det bliver en særdeles intens og spændende kamp, som på mange måder vil definere vores sæson. Vi håber og tror, at vi sammen med et trofast og talrigt publikum kan sikre endnu en sæson i Nordic Bet Ligaen.