Så er foråret skudt i gang!

Fodbold er ikke nogen skønhedskonkurrence. Og hvis det var, havde vi nok ikke taget alle tre point med hjem fra dagens kamp.

Men heldigvis drejer fodbold sig om at få bolden i kassen – gerne flere gange end din modstander – og det var vi heldigvis bedre og dygtigere til end FC Roskilde på den første forårsdag i 2020.

Der var dog ikke meget forårsagtigt over spillet i kampens indledning. Begge hold havde en del rust, der skulle bankes af, og det tog godt og vel et kvarters tid. I det kvarter havde gæsterne fra Roskilde det meste af spillet, men de slap aldrig igennem vores kompakte og solide defensiv.

Vi skulle godt og vel 20 minutter ind i kampen før vores offensiv for alvor bed fra sig. Christoffer Boateng var manden, der første gang skabte uro i gæsternes forsvar, men den hurtige angriber formåede ikke at få bolden i netmaskerne.

Det gjorde Wessam Abou Ali heller ikke en lille håndfuld minutter senere. Her blev han fikst spillet fri af debuterende Dušan Jajić, men desværre var sigtekornet ikke helt indstillet, og Abou Ali måtte se sit forsøg reddet ud til hjørnespark.

Her var Jeppe Svenningsen ved at bringe sig på måltavlen, da han fik foden på kuglen efter lidt klumpspil og fik sendt bolden på opstanderen.

Det begyndte nu for alvor at lugte af en føring til os.

Men der skulle gå 10 minutter fra Svenningsens stolpe-forsøg til netmaske blafrede i FC Roskilde-enden. Konaté fremtvang et straffespark, da FC Roskilde-keeper Frederik Vang Larsen lidt klodset dukkede ned for at få fat i bolden, men i stedet fejede benene væk under vores ivorianske kantspiller. Klart straffe.

Det tog Wessam Abou Ali sig af – og fra 11-meter pletten svigter angriberen ikke. Køligt sendte han bolden ind i kassen til stor jubel.

Resten af halvlegen forsøgte begge hold at bide ordentlig fast i kampen, men der faldt ikke flere scoringer.

I anden halvleg var det lige ved, at vi fik en god start. Et frispark midt på banen tog Morten Knudsen sig hurtigt af, da han sendte Boateng afsted, men Boa, som vi kalder ham, fik ikke dirigeret bolden i mål, men måtte tage sig til takke med sidenettet.

Boateng har været rigtig godt spillende i denne opstart. Han har bidraget med en masse fart, fysik og ikke mindst mål. Bogstavelig talt ét i hver anden kamp. Og den statistik fortsatte han.

Han scorede nemlig ikke i sidste træningskamp mod Brabrand IF, så hvorfor så ikke spare målet til det handlede om point igen, og det var lige nøjagtig, hvad han gjorde.

Et sandt mønsterangreb resulterede i Boatengs første træffer i den hvide Vendsyssel FF-trøje i en officiel kamp.

FC Roskilde havde et hjørnespark, som de ikke fik noget ud af. Bolden røg ud på kanten af feltet, hvor Morten Knudsen fik prikket den videre til Wessam Abou Ali. Han satte i fuld fart fremad, og på det helt rette tidspunkt sendte han bolden videre til Boateng, der var stormet frem. Og Boa? Ja, han chippede den over keeperen som om han aldrig havde gjort andet. Pragtmål – og 2-0.

FC Roskilde lå inden kampen på sidstepladsen i NordicBet Ligaen. Men det var ikke til at se i søndagens kamp.

De bed rigtig godt fra sig, og tvang Peter Friis Jensen til at hive et par solide redninger ud af ærmet i kampens sidste 45 minutter.

Men Friis viste sig for stærk for gæsterne – han gav ingenting væk, og holdte fortjent nullet.

Derfor blev det en 2-0 sejr i første kamp. Selvom det ikke altid var lige kønt.

Matchfacts, NordicBet Ligaen, 19. runde

Vendsyssel FF – FC Roskilde 2-0 (1-0)

Mål: 1-0 37. min Wessam Abou Ali, 2-0 53. min Christoffer Boateng

Advarsler: 16. min Mikkel Basse, 31. min Morten Knudsen, 47. min Sebastian Czajkowski (FC Roskilde), 53. min Tiémoko Konaté, 84. min Nicklas Halse (FC Roskilde), 87. min Andreas Hermansen (FC Roskilde)

Tilskuertal: 769

Startsopstilling, Vendsyssel FF (4-3-3): Peter Friis Jensen – Tobias Damsgaard, Jeppe Svenningsen, Søren Henriksen, Jakob Blåbjerg – Mikkel Basse, Morten Knudsen, Dušan Jajić (78. Ali Messaoud) – Tiémoko Konaté, Wessam Abou Ali, Christoffer Boateng (74. Emmanuel Ogude)

Startopstilling, FC Roskilde (3-4-3): Frederik Vang Larsen – Andreas Hermansen, Marcus Gudmann, Kyle McLagan – Phillip Rejnhold, Nicklas Halse, Souheib Dhaflaoui (82. Mileta Rajovic), Nicklas Mouritsen – Younez Bakiz, Sebastian Czajkowski, Monday Etim