Sejr over Brøndby i efterårets sidste kamp

Det kræver en vanvittig ro, at sparke et straffespark i kassen foran en fyldt tribune fyldt med modstanderen fans. Men det kræver en næsten overnaturlig ro, at gøre det foran Sydsiden på Brøndby Stadion i det 95. minut.

Men det gjorde Sander Fischer. Vores hollandske styrmand i midterforsvaret eksekverede sikkert dybt inde i overtiden på et straffespark begået mod Lucas Jensen, og sikrede os tre dejlige point at gå på juleferie på.

Inden da var gået en kamp, hvor hjemmeholdet fra Brøndby var i teten i længere perioder. De havde optræk til flere gode muligheder i kampens første 45 minutter, men de skulle vente helt hen til de 41., før Uffe Bech udnyttede en smule panik i vores bagkæde til at bringe hjemmeholdet foran 1-0. En kold spand vand i hovedet efter godkendte 45 minutter.

Efter pausen fandt vi noget af den offensive kynisme, vi har manglet i nogle af de tidligere kampe. Fem minutter inde kom Washington Brandão igennem på højrekanten, slog et indlæg lige ind i panden på Emmanuel Ogude, der kraftfuldt headede den i netmaskerne bag Marvin Schwäbe.

Men udligningen holdt ikke længe. Blot tre minutter senere var Simon Tibbling på spil. En lang bold dumpede ned for hans fødder, han tog et træk mod målet, og sendte en flad afslutning under Nicolai Flø, der ikke kunne gøre noget ved målet.

Men vi gav ikke op. Ti minutter senere var det anfører Alexander Juel Andersen, der var i den oplæggende rolle, da han sendte et indlæg ind foran mål. Her dukkede Moses Opondo op, og den vævre midtbanespiller fuldendte et fremragende comeback i startopstillingen med en flot scoring.

Herfra satte hjemmeholdet pres på. De forsøgte med et voldsomt pres at tiltvinge sig alle tre point. Men bedst som hjemmeholdet kom nærmere en forløsende scoring, var indskiftede Lucas Jensen på spil i Brøndby-enden.

Og da Brøndby-spillerne brugte ulovlige midler til at nedlægge ham, pegede dommer Peter Kjærsgaard på plettet, og gav os en kæmpe chance for at tage alle tre point med retur til Vendsyssel.

Og det er her, vi igen vender tilbage til Sander Fischers helt enestående kølighed. Han udnyttede sikkert straffesparket, og gav os en forløsende sejr og tre dejlige point at gå på ferie på.

Matchfacts – Superligaen, 20. runde

Brøndby IF – Vendsyssel FF 2-3 (1-0)

Mål: 1-0 41. min Uffe Bech, 1-1 50. min Emmanuel Ogude, 2-1 53. min Simon Tibbling, 2-2 62. min Moses Opondo, 2-3 95. min Sander Fischer

Advarsler: 68. min Johan Larsson (BIF), 91. min Alexander Juel Andersen.

Tilskuertal: 11781

Startopstilling, Brøndby IF (4-4-2): Marvin Scshwäbe – Johan Larsson (90. Ante Erceg), Paulus Arajuuri, Benedict Röcker, Anthony Jung – Josip Radosevic, Lasse Vigen, Simon Tibbling, Hany Mukhtar (71. Besar Halimi) – Uffe Bech, Mikael Uhre.

Startopstilling, Vendsyssel FF (4-4-2): Nicolai Flø – Alexander Juel Andersen, Sander Fischer, Andreas Kaltoft, Søren Henriksen – Washington Brandão, Morten Knudsen, Mikkel Wohlgemuth, Jón Dagur Thorsteinsson (80. Lucas Jensen) – Emmanuel Ogude (85. Seyi Adeokya), Moses Opondo (69. Sebastian Czajkowski).