Sejr over Hobro IK i første Reserveligakamp

Det blev til en fortjent sejr over Hobro IK i vores første kamp i Reserveholdsligaen.

Assistenttræner Mike Tullberg kunne stille med et stærkt hold, og der var blandt andet comeback til Kasper Povlsen, der har siddet på sidelinjen siden efteråret.

I kampens indledning var det hjemmeholdet, der var mest på bolden og forsøgte at spille den op. Men vores defensive organisation var på plads, og i stedet for chancer imod, skabte vi muligheder den anden vej. Efter 14 minutter var Kasper Povlsen med fremme på et hjørnespark, men hans forsøg skabte ikke problemer for Kappenberger i Hobro-målet.

Et par minutter senere truede vi igen Hobro IK’s mål, men vi fandt aldrig en afslutning, og i stedet slog hjemmeholdet kontra. Årvågent forsvarsspil af Andreas Kaltoft og Benjamin Lund gjorde dog, at de ikke fik noget ud af det.

Efter 22 minutter burde vi have bragt os foran 1-0. Benjamin Lund slap igennem i venstre side, var alene med Kappenberger og havde en helt fri Emmanuel Ogude inde foran mål. Lund prøvede at chippe den over en fremadstormende Kappenberger, der fik den skubbet ud til hjørnespark.

Herefter bølgede det frem og tilbage, og det næste store højdepunkt var efter 41 minutter, hvor Kasper Povlsen bragede den på overliggeren. Det var det tætteste de to hold kom på en scoring i kampens første 45 minutter.

Anderledes gang i målscoringen kom der i anden halvleg. Efter 58 minutter bragte Ninos Gouriye os foran 1-0. Et hurtigt taget frispark i venstre side blev taget hurtigt, og Ninos løb igennem og udplacerede Kappenberger i målet.

10 minutter senere udlignede Hobro IK, da de slap igennem i vores venstre side. Et indlæg blev smidt ind foran, hvor Mathies Skjellerup prikkede den ind bag Frederik Ibsen. 1-1.

Og efter 70 minutter bragte vi os foran igen. Jeppe Svenningsen slog et klasse-indlæg ind foran mål, hvor Alexander Molberg var uheldig og headede bolden i eget net. 1-2.

Vi kunne have lukket kampen flere gange, men Brandão hamrende på overliggeren, mens Lucas Jensen 1-mod-1 forsøgte at chippe den over Kappenberger, men uden succes.

Kampens dramatiske højdepunkt faldt efter godt 80 minutters spil. En aldeles velspillende Andreas Kaltoft gik op i en luftduel med Djiby Fall, og sidstnævnte benyttede lejligheden til at knalde en albue direkte i hovedet på Kaltoft. Fortjent og korrekt rødt kort, og Hobro måtte derfor slutte kampen med 10 mand på banen.

Der faldt ikke yderligere scoringer, og derfor kunne vi trække os sejrrigt ud af vores første reserveholdkamp. OG det vakte begejstring fra assistenttræner Mike Tullberg.

”Vi snakkede om inden kampen, at det var vigtigt for den kultur, vi vil have i klubben, at vi træner og spiller som om, det er Superligakampe. Vi vil gerne have, det betyder noget for drengene. Man skal ikke kunne se ude fra, at det er en reserveligakamp. Og så snakkede vi om, at alle spillere havde noget at spille for i dag. Det synes jeg, de viste. Især Andreas Kaltoft og Jeppe Illum trådte i karakter i dag. Vi gik til den, vandt nogen nærkampe og løb mere end modstanderen og så lykkedes vi også med de offensive ting, som vi gerne ville. Alt i alt en god kamp – lidt ærgerligt mål vi lukker ind. Vi fik set det udtryk, vi gerne ville mod en fin modstander. Og så var det dejligt at se Kasper Povlsen tilbage op banen igen,” siger han efter sejren.

Matchfacts – Reserveholdsligaen

Hobro IK – Vendsyssel FF 1-2 (0-0)

Mål: 0-1 58. min Ninos Gouryie, 1-1 68. min Mathies Skjellerup, 1-2 71. min Alexander Molberg (selvmål).

Rødt kort: 78. min Djiby Fall (Hobro IK)

Startopstilling, Vendsyssel FF (4-4-2): Frederik Ibsen – Jeppe Svenningsen, Sander Fischer, Andreas Kaltoft, Benjamin Lund – Ninos Gouriye, Kasper Povlsen (46. Mads H. Nielsen), Jeppe Illum, Mads B. Mikkelsen (66. Lucas Jensen) – Emmanuel Ogude (60. Washington Brandão), Seyi Adekoya (60. Jakob Kristensen)