Sen Adekoya-scoring sikrede sejren over Randers FC

I kampens døende minutter scorede Seyi Adekoya sejrsmålet, da vi her til eftermiddag besejrede Randers FC i Reserveligaen.

Kampen startede i et hæsblæsende tempo, hvor der var masser af chancer i begge ender. Med lidt mere skarphed fra begge hold kunne der være scoret 3-4 mål i kampens første 10 minutter. Men blandt andet takket være en stor redning af Mads Sylvan, holdte vi nullet.

Efter 13 minutter opstod der en mindre kommunikationsfejl i vores defensiv. Det betød, at Emil Riis kom ned bag vores forsvar, og alene med Sylvan lobbede han den elegant over ham til 1-0.

Vi var dog klart bedst, og vi fik da også udlignet og bragt os foran inden pausen. Begge gange var det Emmanuel Ogude, der stod for målet. Først på fremragende forarbejde af Mads Roerslev og Lucas Jensen, og efterfølgende sendte han et straffespark i nettet. Tre mål i en begivenhedsrig første halvleg.

Efter pausen mistede vi en smule momentum. Randers fik bedre fat, og spillede bolden fint rundt. Men de havde svært ved at komme frem til store chancer. Derfor skulle der meget symptomatisk et straffespark til, før de fik udlignet. Mads Sylvan, der gjorde en rigtig god figur i kampen, gik til den rigtige side, men han kunne ikke forhindre udligningen.

Det lignede længe endnu en pointdeling mellem de to hold, men til allersidst fik vi hentet alle tre point, da Seyi Adekoya blev sendt i dybden og sendte bolden ind ved nærmeste stolpe.

Efter kampen var assistenttræner Mike Tullberg overordnet set tilfreds med sine spilleres præstation.

”I første halvleg spillede vi fint. I vores defensiv så vi relativt solide ud, mens vi offensivt så rigtig gode ud. Vi kom frem til mange chancer. Så skiftede vi et par gange, og det betød, at vi mistede lidt struktur på holdet både offensivt og defensivt. Vi fik stadig spillet os igennem et par gange, men det blev lidt mere tilfældigt. De fik udlignet på et straffespark, men vi hev sejren hjem. Og skulle der være en vinder af kampen var det meget fortjent, det blev os. Jeg synes, vi er det bedste hold,” siger han og sender også et par rosende ord med på vejen af Mads Sylvan, der fik de første minutter for Vendsyssel FF.

”Det er fantastisk både for Vendsyssel FF og Hjørring Idrætsforening, vores moderklub, at vi havde Mads Sylvan på mål, og som gjorde det rigtig fint. Han reddede en 100% chance og generelt turde han spille med, når vi havde bolden. Han fik god hjælp af sine holdkammerater, men det var fantastisk, at vi kunne give ham debut,” siger Mike Tullberg.

Matchfacts, Reserveligaen, 4. runde

Randers FC – Vendsyssel FF 2-3

Mål: 1-0 13. min Randers FC, 1-1 16. min Emmanuel Ogude, 1-2 35. min Emmanuel Ogude (str.), 2-2 75. min Randers FC (str.), 2-3 90+1. min Seyi Adekoya

Startopstilling, Vendsyssel FF (5-3-2): Mads Sylvan – Mads Roerslev, Jeppe Svenningsen, Dylan McGowan, Andreas Kaltoft (46. Seyi Adekoya), Daniel Christensen – Francisco Júnior, Morten Knudsen, Mads B. Mikkelsen – Emmanuel Ogude (51. Ninos Gouriye), Lucas Jensen