Smalt nederlag I nervøs og intens kamp

Det er ikke ovre endnu. Der skal stadig spilles 90 minutters fodbold, før dobbeltopgøret mod AC Horsens er forbi.

Og målet er klart fra vores side af, efter dagens opgør på Nord Energi Arena på en flot solskins søndag.

Vi skal score. Og vinde.

For AC Horsens løb med første stik, da Nicolai Brock-Madsen efter 76 minutter steg højest til vejrs og stangede bolden i nettet inde bag Nicolai Flø i målet.

Før det var gået en meget nervøs og intens kamp. Især første halvleg var ikke noget særligt prangende at skrive hjem om.  Det var 45 minutter præget af mange dueller, frispark og en del fejl. Men også chancer i begge ender.

Først var det AC Horsens, der nærmede sig vores mål. Men Flø ko mud og fik værftet bolden væk fra fødderne af Michael Lumb. Et par minutter senere var Jón Dagur Thorsteisson tæt på, da han kom foran en uopmærksom AC Horsens-forsvarsspiller på et godt indlæg fra Konaté.

Et par gange mere i første halvleg måtte Nicolai Flø hive en redning op af ærmet for at forhindre en AC Horsens-føring. Den blonde keeper stod igen en fornuftig kamp.

I den anden ende tvang vi ikke Matej Delac til mange redninger, men flere gange gjorde vi gæsternes forsvar usikkert. Det var dog ikke nok til at få bolden i nettet.

Og da AC Horsens heller ikke formåede det, sluttede første halvleg som den begyndte.

Efter pausen blusede kampen en smule op. Først måtte Årets Talent, Andreas Kaltoft, afværge et AC Horsens-forsøg, mens Kamara forsøgte sig i den anden ende.

Det lykkedes os også at få bolden i kassen efter en times spil, men dommer Jens Maae havde blæst i fløjten inden for hands.

I stedet for en føring til os, fik gæsterne bolden i kassen et kvarter senere. På en AC Horsens specialitet, en dødbold, kom de foran, da Brock-Madsen fik headet bolden i mål.

I slutfasen forsøgte vi os med at smide mange folk frem for at fremtvinge en udligning. Men det lykkedes det desværre ikke.

Derfor skal vi ned og lave et resultat, hvis vi skal sikre os overlevelse i første omgang.

Slaget står på CASA Arena i Horsens på søndag klokken 14.

Matchfacts, Superliga playoff, 1. kamp

Vendsyssel FF – AC Horsens 0-1 (0-0)

Mål: 0-1 76. min Nicolai Brock-Madsen

Advarsler: 8. min Francisco Júnior, 20. min Alhaji Kamara, 29. min Mathias Nielsen (AC Horsens), 57. min Mikkel Wohlgemuth, 81. min Andreas Kaltoft

Tilskuertal: 2234

Startopstilling, Vendsyssel FF (3-5-2): Nicolai Flø – Andreas Kaltoft, Sander Fischer, Søren Henriksen – Tiémoko Konaté, Matti Steinmann, Mikkel Wohlgemuth, Francisco Júnior (85. Morten Knudsen), Jón Dagur Thorsteinsson – Alhaji Kamara (75. Emmanuel Ogude), Benjamin Källman

Startopstilling, AC Horsens (4-4-2): Matej Delac – Peter Nymann, Mads Juel Andersen, Mathias Nielsen, Thomas Kortegaard (36. Jonas Borring) – Sebastian Avanzini (83. Louka Prip), Bjarke Jacobsen, Hallur Hansson, Michael Lumb (60. Kasper Junker)  – Rune Frantsen, Nicolai Brock-Madsen