Statistisk tilbageblik på efterårssæsonen

Efterårssæsonen er som bekendt slut, og vi kaster atter et blik i statistikbøgerne omkring de 18 kampe, der er spillet i NordicBet Ligaen med deltagelse af Vendsyssel FF.

Og vi kan lige så godt rive plastret af med det samme. Vi er – desværre – det mindst scorende hold i landets næstbedste fodboldrække. 16 mål i 18 kampe siger statistikken. Det giver et snit på 0,89 mål pr. kamp.

Dog kan vi glæde os over, at vi har rækkens andetbedste forsvar. En plads vi deler med Viborg FF. Vi har blot lukket 20 mål ind i de 18 kampe – det giver et snit på 1,11 mål pr. kamp. Kun førerholdet fra Vejle Boldklub er bedre på det parameter end os og Viborg FF.

Kigger man på samtlige 18 kampe, så har vi i gennemsnit pr. kamp haft 2,2 afslutninger mere end vores modstander. Vi har 12,83 afslutninger hver gang vi går på banen og spiller 90 minutter, mens vi tillader modstanderen at have 10,63 afslutninger pr. kamp.

Til gengæld er vores modstandere en anelse bedre til at ramme målet, end vi er. Ud af de 12,83 afslutninger rammer vi målet på 4,44 af dem. Det betyder at vi – rundt regnet – rammer målet på 34,63% af vores afslutninger. Modstanderne rammer målet 3,78 gange i løbet af en kamp. Hvilket vil sige, de rammer målet på 35,6% af deres afslutninger på mål.

Hvilken kamp i dette efterår havde vi så flest afslutninger? Såmænd 0-3 nederlaget på hjemmebane mod Vejle Boldklub. 19 afslutninger havde vi i den kamp, mens gæsterne blot havde seks. Det paradoksale ved det nederlag kan ses i den kolonne i statistiktabellen, der hedder ’expected goals’ – altså forventede mål ud fra antallet af chancer og ud fra den position, chancen falder, sagt meget forenklet. Den statistik hed 1,19 mål til Vendsyssel FF, og blot 0,7 til Vejle Boldklub. Men gæsterne vandt altså 3-0.

Vi er et ret pasningssikkert hold, hvis man kigger på statistikkerne. 427,44 afleveringer forsøger vi pr. kamp – og vi rammer en medspiller på 346,17 af dem. Eller 80,99%. Vores modstandere har 409,61 afleveringer mod os – og rammer deres medspillere 80,46% af gangene – eller 329,56 gange pr. kamp.

I udekampen mod FC Roskilde – der desværre endte med et nederlag på 0-2 – var den kamp, hvor vi havde flest afleveringer. 542 af slagsen.

En anden udekamp – 1-1 mod Viborg FF på Energi Viborg Arena – var den kamp, vi havde flest succesfulde afleveringer. 86,12% af vores 497 afleveringer sad i skoene på en medspiller.

Rent boldbesiddelsesmæssigt så er vores opgør set over hele den her halvsæson meget jævnt. Vi har haft bolden 51,1% af tiden i kampene, mens modstanderne har haft den 48,9% af tiden.

0-3 nederlaget til Vejle Boldklub på Nord Energi Arena er – udover at være den kamp, hvor vi havde flest chancer – også den kamp, vi har haft bolden mest. 65,11% af tiden var bolden i vores rækker.

Årets, årtiets og dette efterårs sidste kamp – sejren på 1-0 over Viborg FF på Nord Energi Arena – er den kamp, hvor vi har haft bolden mindst. 39,59% af tiden var vi i boldbesiddelse, mens gæsterne for Viborg havde den i 60,41% af tiden.

Kigger vi på ’expected goals’, så har vi i dette efterår ikke scoret så mange mål, som vi burde. Vores ’expected goals’ pr. kamp er 1,44 – og vi har lavet 0,89 mål pr. kamp. Modstanderen har samtidig lavet en anelse flere mål, end deres ’expected goals’ siger. De har lavet – som nævnt højere oppe – 1,11 mål pr. kamp, og deres ’expected goals’ siger 1,01 mål pr. kamp.

Den kamp, hvor vi har haft den højeste ’expected goals’ er samtidig vores største sejr i dette efterår. Det var nemlig 3-0 sejren over Nykøbing FC i Nykøbing. Her endte vi kampen med en ’expected goals’ på 2,73. Rent faktisk havde hjemmeholdet også fine muligheder for at score i den kamp, hvilket også kan ses på deres ’expected goals’ Den endte på 1,86 – men de endte altså uden scoring.

Kun to gange i denne sæson er vi gået fra banen med en ’expected goals’ på under 1,00. Det var i 0-2 nederlaget mod FC Roskilde på Roskilde Idrætspark, og i 0-0 kampen hjemme mod Nykøbing FC.

Til gengæld har vi holdt vores modstandere på en ’expected goals’ under 1,00 i hele 12 kampe. Lavest var Kolding IF’s i vores 2-0 sejr på Nord Energi Arena, hvor de endte på 0,39.

Kun fire gange i dette efterår har modstanderen gået fra banen med en ’expected goals’, der var højere end vores. Skive IK (1,94 mod vores 0,73, hjemme), Viborg FF (1,55 mod 1,17, ude), Vejle Boldklub (1,12 mod 1,07, ude) og Fremad Amager (1,93 mod 1,25, ude).