Stensgaard: Det var et godt statement

Med en 3-0 sejr over 3F Superliga-nedrykkerne fra Hobro IK meldte vi os for alvor ind i denne sæsons 1. division. Flot spil, flotte mål og et clean sheet.

Efter kampen var det da også en glad og tilfreds cheftræner, VEN.tv fangede.

“Jeg har den modsatte følelse af i lørdags. Der tror jeg, jeg sagde, at jeg havde en masse bandeord inde i hovedet. I dag (i går, red.) har jeg en masse andre tillægsord i hovedet. Det var fileme godt, og det er sådan, vi skal se ud. Det var et rigtig godt statement at sende til alle dem, der kiggede på – både her og derhjemme, os selv og især modstanderne. Det andet (kampen mod Fremad Amager, red.), var en enlig svale, og det skulle være en enlig svale. Det er på ingen måder sådan, vi kommer til at udtrykke os. Det er i stedet sådan, som vi gjorde i dag (i går, red.),” siger Lasse Stensgaard efter sejren.

I forhold til kampen i lørdags, hvor det endte med et klart nederlag, så havde han ændret på tre positioner i startopstillingen. Anfører Søren Henriksen var tilbage efter sin overståede karantæne, mens der også var fundet plads til Jeppe Svenningsen og Christoffer Boateng. Så det var ikke, fordi han havde rystet posen gevaldigt og lavet de store revolutioner.

“Positionerne var egentlig lidt det samme som sidst. Der kom vi bare aldrig rigtig ud af starthullerne. Vi stod og afventede lidt, og det blev lidt halv-fesent. I dag kom vi i den grad ud af starthullerne. Selvom det er lidt fattigmandsagtigt at sige, så var der stor forskel på løbemeter, power og energi. Jeg tror, jeg sagde efter Fremad Amager-kampen, at det var nogle få ting, der manglede. Det her var dét, der i den grad manglede. Men det er ikke, fordi vi gjorde mange ting anderledes. Men det var rigeligt,” siger han og uddyber, at med den spillestil, vi gerne vil praktisere, så er power og energi nøgleordene.

“Vores stil afhænger af det. Ellers bliver det noget juks, og især når vi ikke lige er kommet længere, end vi er i forhold til en plan b og plan c. Så det var fedt i dag. Man kan bounce back på mange måder, men jeg tror ikke, man kan gøre det bedre end i dag,” siger han.

Vi fik scoret de første mål i denne sæson, da først Mikkel Agger, siden Andreas Kaltoft og til sidst Ali Messaoud fik bolden i nettet. Og netop at det var to af de offensive folk, der kom på tavlen glæder også cheftræneren.

“Det er det, de lever af. De vil også gerne hjælpe i presset og sådan nogle ting, men du kunne se på Ali da han ramte overliggeren fra to centimeters afstand, at han ikke så super glad ud. Så fedt for ham at få revanche på den, og fedt for Mikkel bare at fortsætte det, han har gjort i træningskampene. Det var pivgodt,” siger Stensgaard.

Kampene falder ufattelig tæt i denne indledning på sæsonen. Så der er ikke meget tid til at nyde sejren, da vi allerede skal i aktion igen på fredag, hvor FC Helsingør venter. Oprykkerne fra 2. division har fået en forrygende start på sæsonen, og er ubesejret efter de to første kampe.

“Når vi møder ind i morgen (i dag, red.), så handler det om at nulstille og så tage de gode ting med fra i dag (i går, red.), og så venter der en helt anden opgave på fredag. For det første er det ude mod en helt anden modstander, og sidste københavnertur var ikke prangende, så der har vi også lidt at revanchere og vise, at det kan vi godt,” slutter han.

Kampen mod FC Helsingør spilles fredag aften klokken 19:00 og vises på Viaplay.