Stensgaard: Ingen nem kamp

Sæsonen er knap tre uger gammel, og vi skal i morgen ud i kamp nummer 6. Et hårdt og komprimeret startprogram, der indtil videre har kastet to sejre og tre nederlag af sig.

I morgen venter så den omtalte kamp 6, og denne gang er modstanderen Hvidovre IF, der har fået en lidt svær start på denne sæson, da de efter de første fem kampe stadig har deres første point til gode. Men trods den kendsgerning, så bliver det ikke nogen nem kamp, siger cheftræner Lasse Stensgaard.

”På ingen måde. Jeg tror, at alle dem, der har kigget på har set, at Hvidovre faktisk har præsteret rigtig fint. De har måske også haft den fornemmelse – som vi også har – at man har indkasseret for mange mål. De er rigtig gode på bolden, og jeg synes faktisk også, de har et fint forsvarsspil, som deh ar varieret en smule med forskellige formationer,” siger han og tilføjer, at det må være et sultent Hvidovre-mandskab, der gæster Nord Energi Arena i morgen.

”Det er klart, at man hungrer efter en sejr, og jeg tror godt, jeg kan sige, at det giver lidt, når man gør det. Det oplevede vi selv efter Fremad Amager-kampen, og måske også lidt igen i morgen,” siger han med henvisning til vores seneste kamp, der endte med et 1-3 nederlag til topholdet Viborg FF.

De to sejre vi har fået i denne sæson, er begge kommet på hjemmebane. Og Stensgaard understreger, at det er vigtigt med en stærk hjemmebane.

”Det er rigtig godt, at man føler, at man ikke rigtig kan tabe, når man møder ind og gør gennem døren til Nord Energi Arena. Det, føler jeg, er en kæmpe fordel og en rigtig god fornemmelse. Det er ikke fordi, vi er kommet dertil endnu, bare fordi vi har haft et par sejer. Men det er der, vi gerne vil hen, så vi har en fornemmelse af, at det er vores ’borg’. Det betyder så ikke, at vi kun skal vinde vores hjemmekampe. Vi vil også rigtig gerne vinde ude. Men indtil videre har det været fantastisk på hjemmebane, så den stime vil vi gerne fortsætte,” siger Lasse Stensgaard.

Cheftræneren afslører også en lille flig af det taktiske oplæg mod Hvidovre IF.

”De er gode på bolden, så det handler om at tage nogle af de procenter fra dem ved selv at have bolden. Så vi ikke overlader det til dem hele tiden, for så kommer vi til at løbe rigtig meget, og der er de dygtige. Vi skal selv være gode til at flytte bolden. Men når det er sagt, så handler det ikke om at massere den til hudløshed, men om at flytte den, så vi kan angribe dem og komme fremad og ind i deres felt,” siger han.

Kampen mod Hvidovre IF har sit begyndelsestidspunkt klokken 15:00 i morgen, og har du ikke sikret dig en billet til kampen, så kan du se den på Viaplay fra klokken 14:55.

Til kampen har trænertrioen udtaget følgende hold:

2 Jeppe Svenningsen, 4 Lasse Steffensen, 5 Henri Järvelaid, 7 Tobias Christensen, 8 Dušan Jajić, 9 Mikkel Agger, 10 Tiémoko Konaté, 13 Søren Henriksen, 14 Zander Hyltoft, 15 Andreas Kaltoft, 17 Martin Dong, 19 Ali Messaoud, 24 Emil Kobberup, 26 Jelle van der Heyden, 32 Kevin Ray Mendoza og 34 Anders Bærtelsen.

Peter Friis Jensen, Jakob Hjorth, Christoffer Boateng, Tobias Damsgaard og Morten Knudsen er alle ukampdygtige. Mikkel Wohlgemuth træner med og er ikke langt fra et muligt comeback.