Stensgaard: Vi er skudt i begge bagben

Det blev desværre ikke til pointmæssigt gevinst i gårsdagens kamp mod Silkeborg IF, da hjemmeholet løb med sejren og de tre point. Derfor var det også en dårlig fornemmelse cheftræner Lasse Stensgaard mødte VEN.tv med efter kampen.

”Det er noget hø, at vi taber 4-1. Jeg tror, man skal dele kampen lidt op. For jeg synes, vi startede lidt shaky de første 10 minutter. Vi stod okay, men turde ikke rigtig bevæge os frem i pres. Bagkæden faldt lidt, og de forreste gik ikke op i pres på de bolde, vi gerne ville, og det betød, at vi blev lidt afventende,” siger han.

Selvom vi var relativt godt med i kampen, så tabte vi pusten kort inde i anden halvleg. Det skyldtes ikke mindst den forfatning vi er i pt.

”Vi spillede fint frem til 2-0 målet, men man kunne godt se, at da de scorede til 2-0, der punkterede kampen. Det gør den ikke normalt. Men vi er ikke bare et såret dyr, der er skudt i det ene bagben. Vi er skudt i begge. Og så blev det noget, hvor vi i stedet for at finde sammen, så faldt vi mere hver til sit. Det er helt naturligt, uanset om man synes, det skulle være alt muligt andet og en anden reaktion. Det har vi slet, slet ikke behov for. Vi er et hold, der har brug for, vi er 11 hele tiden og gør det rigtige. Er vi det, kan vi godt være med, selvom det stadig er hårdt. Men når vi ikke gør det, ligner vi lidt noget andet,” siger Stensgaard.