”Vi må op på hesten igen”

Det var svært at finde en grimasse, der passede for cheftræner Lasse Stensgaard, da han efter 0-6 nederlaget i premieren mod Fremad Amager mødte VEN.tv. For det var en præstation og en kamp, der ryger durk ned i skraldespanden.

”Det var en rigtig dårlig præstation for vores vedkommende. Der kan godt have været nogle minutter undervejs, hvor det var helt okay, og lige efter pausen havde vi vel 20 minutter, hvor det var fint, men generelt set var det en elendig præstation, hvor vi ikke ramte noget overhovedet. Når vi ikke gør det, og havner meget i forsvarsspillet, som vi gjorde, så er man nødt til at gøre det grundigt og ikke på U12-niveau, og i dag (i går, red.) var det virkelig ikke ret godt,” sagde han efter kampen.

Han pegede ikke overraskende på defensiven som noget, der slet, slet ikke faldt melodien i lørdagens kamp.

”Fremad Amager er et godt hold og er svære at spille imod, men vores pres var stort set ikke tilstede. Det kan ske, og det kommer også til at ske igen, at vi ikke kan presse højt, men så er vi nødt til at være gundige, hænge tæt sammen i kæderne og gøre det svært for modstanderne alligevel, men det gjorde vi på ingen måde. Vi åbnede bare op, sprang lidt rundt og det eneste, der var tilfælles var vel, at vi havde ensfarvede trøjer på. Man kan ikke rigtig sige, at vi var et hold, der spillede sammen, og så blev det bare nemt for Fremad Amager at holde fast i bolden og skabe chancer,” sagde han.

Programmet i begyndelsen af denne sæsons 1. division er enormt sammenpresset. Det betyder, at der ikke er lang tid til at ryste skuffelsen af sig, da vi allerede skal i aktion igen på tirsdag, når 3F Superliganedrykkerne fra Hobro IK gæster Nord Energi Arena.

”Det havde været rart, hvis der havde været rigtig god tid inden næste kamp. Nu har vi et kvarter, hvor vi kan være sure og skuffede, men så skal vi op på hesten igen. For som man kan se ud fra i dag (i går, red.), så er der rigtig meget arbejde, der skal gøres. Men vi er i det her sammen. Vi vinder og taber sammen. Så det handler om, at alle – uanset om du er spiller, træner eller holder mikrofonen – kommer op på hesten igen og så skal vi kæmpe os igennem det. For det var en rigtig dårlig start, og der er i den grad noget, der skal gøres bedre på tirsdag, hvis ikke det skal blive endnu en dårlig kamp,” slutter han.

Næste kamp er som sagt allerede på tirsdag, hvor Hobro IK gæster Nord Energi Arena. Den kamp har kampstart klokken 19:00.