Svenningsen: Den skal have fuld smadder!

Efter en tiltrængt kamppause grundet landsholdsfodbold, skal vi igen ud og dyste om point, når FC Fredericia gæster Nord Energi Arena i morgen klokken 15:00.

Spørger man forsvarsspiller Jeppe Svenningsen, så har ugen på træningsbanen været brugt godt.

”Jeg synes, vi har haft brug for en uge med fokus på os selv, og hvor vi har kunnet få skærpet nogle af de ting, der ikke har fungeret indtil videre. Vi har haft en fantastisk uge med masser af power og kvalitet i træningen, så vi glæder os helt vildt meget til at komme i kamp,” siger han.

Inden landkampspausen sluttede vi desværre af med en skidt stime. Tre nederlag i træk og et exit i Sydbank Pokalturneringen. Derfor kunne man mene, at pausen kom belejligt, men omvendt kunne den også være lidt i vejen.

”På en eller anden måde havde man følelsen af, at man bare skulle ud og smadre igennem dagen efter. På den anden måde tror jeg, det har været fint lige at kigge i bakspejlet og se, hvad det er, der ikke har fungeret så godt. Det har vi gjort her i ugen, og givet den en masse gas og trænet på de ting, der ikke har fungeret. Så den skal bare have fuld smadder i morgen!” siger han.

Morgendagens modstander er mere eller mindre et notorisk tophold i 1. division. Sidste år sluttede de som nummer 3, men så længe og kæmpede med om førstepladsen, der ville give oprykning til 3F Superligaen. Jeppe Svenningsen er da også helt bevidst om, at det er en dygtig modstander med et klart koncept, der gæster Hjørring i morgen.

”Det er helt tydeligt, at de har en klar spillestil. De er rigtig gode på bolden, og vil gerne spille sig igennem til chancer. Det er et godt hold med gode boldspillere, vi skal møde. De har haft den her stil længe, og jeg håber, at vi kan gå ind og matche dem med de ting, vi er gode til; masser af power og en god kompakthed. Gør vi det, så har vi gode chancer,” siger han.

Kampen skal bruges som en lille genoprejsning på den sidste periodes knap så gode resultater.

”Det SKAL stråle ud af os, at vi vil komme hamrende, for vi skal simpelthen ud og vise, at det ikke har været okay de sidste to kampe. Vi glæder os helt vildt til at give den gas, og vi håber, at tilskuerne er klar til at bakke os op, for vi kommer med alt, hvad vi kan,” siger han.

De spillere, der skal ud og give den fuld smadder i morgendagens kamp er følgende:

2 Jeppe Svenningsen, 3 Jakob Hjorth, 5 Henri Järvelaid, 6 Mikkel Wohlgemuth, 7 Tobias Christensen, 9 Mikkel Agger, 10 Tiémoko Konaté, 13 Søren Henriksen, 14 Zander Hyltoft, 15 Andreas Kaltoft, 19 Ali Messaoud, 20 Grégory Berthier, 23 Easton Ongaro, 24 Emil Kobberup, 26 Jelle van der Heyden, 32 Kevin Ray Mendoza og 70 Muhammed-Cham Saračević

Peter Friis Jensen, Lasse Steffensen, Dušan Jajić, Christoffer Boateng, Tobias Damsgaard, Morten Knudsen og Anders Bærtelsen er alle ukampdygtige.

Der er kampstart i morgen klokken 15:00 på Nord Energi Arena – eller på Viaplay, hvis ikke du kan være på stadion.