Tilbageblik på sæsonen 2019/2020

Sæsonen 2019/2020 er slut – og det blev rent tidsmæssigt den længste sæson for vores vedkommende nogensinde. En ufrivillig kamppause fra fredag d. 6. marts til søndag d. 31. maj grundet en verdensomspændende pandemi gjorde, at sæsonen blev trukket ud.

Men nu er den sidste kamp spillet, og det er en god anledning til at kigge lidt tilbage på den sæson, der er gået.

36 kampe endte vi med at spille. 33 i NordicBet Ligaen, samt tre i Sydbank Pokalen.

32 spillere fik spilletid for Vendsyssel FF i denne sæson.

Sæsonen gav debut til en række spillere. Martin Dong, Mads Sylvan Jensen, Solomon Sarfo Taylor, Dušan Jajić, Jeroen van der Lely, Bradford Jamieson IV, Tobias Damsgaard, Mikkel Basse, Lasse Steffensen, Rasmus Vinderslev, Jelle van der Heyden, Peter Friis Jensen, Wessam Abou Ali, Christoffer Boateng, Ali Messaoud og Jakob Blåbjerg fik alle debut i den hvide Vendsyssel FF-trøje i denne sæson.

Ud af de 32 spillere fik ivorianske Tiémoko Konaté flest kampe. 34 kampe endte han med at få. Det var én mere end Morten Knudsen, der kom i aktion 33 gange. Emmanuel Ogude fik spilletid i 32 kampe, mens anfører Søren Henriksen fik 30 kampe.

Tiémoko Konaté er – ikke overraskende – den spiller, der fik mest spilletid i den netop overståede sæson. 2822 minutter fordelt på de 34 kampe blev det til. Det svarer til 88,2 minutter pr. kamp. Så mere eller mindre fuld tid til Konaté i hver kamp gennem hele sæsonen. Anfører Søren Henriksen tegner sig for næstflest minutter – 2668 minutters spilletid blev det til for ham.

12 spillere kom på måltavlen i alle turneringer.

Ud af de 12 spillere blev det Wessam Abou Ali, der scorede flest kasser for os. 13 mål fordelt på 22 kampe. Og 1745 minutters spilletid. Altså et mål pr. 134,2 spillet minut. Emmanuel Ogude og Ali Messaoud blev en delt 2’er på topscorerlisten med hver otte mål.

Tiémoko Konaté havde næstsidste fod på flest mål i den netop overståede sæson. Seks gange servicerede han sine holdkammerater med en aflevering, de kunne sparke i kassen. Emmanuel Ogude, Ali Messaoud, Christoffer Boateng, Wessam Abou Ali og Tobias Damsgaard er alle noteret for to assists.

Emmanuel Ogude blev den Vendsyssel FF-spiller, der fik flest advarsler i denne sæson. Ni styks blev det til. Andreas Kaltoft fik næstflest med syv advarsler. Konaté og Rasmus Vinderslev fik alle seks advarsler hver.

Vi fik kun ét rødt kort i hele sæsonen. Det tilragede anfører Søren Henriksen sig. I øvrigt hans første røde kort i karrieren.

Daniel Christensen og Emmanuel Ogude er de spillere, der har fået flest indhop i den netop overståede sæson. 11 gange blev de hver især skiftet ind undervejs i sæsonen. Lasse Steffensen og Christoffer Boateng følger lige derefter – de har fået ni indhop i denne sæson.

Morten Knudsen er den spiller, der er blevet skiftet ud flest gange i denne sæson. 15 gange måtte han forlade banen før dommerens slutfløjt. Christoffer Boateng følger efter med 12 udskiftninger i løbet af sæsonen.

Peter Friis Jensen er den spiller, der i gennemsnit har fået flest point pr. kamp i denne sæson. Vi har fået 1.74 point pr. kamp, Friis har deltaget i. Seyi Adekoya er nummer 2 på den liste med 1.64 point pr. kamp, og lige efter ham kommer Wessam Abou Ali og Ali Messaoud med 1.52.

Syv straffespark fik vi i denne sæson. Og vi scorede på fem af dem. Ali Messaoud scorede på tre ud af fire, Wessam Abou Ali eksekverede begge sine, mens Emmanuel Ogude brændte sit ene straffespark.