Tilfældighed blev dyr i genstarten

En tilfældighed. Mere skal der ikke til at afgøre en fodboldkamp. Og det var også tilfældet i søndagens genstart af NordicBet Ligaen for vores vedkommende.

Dommer Patrick Remon Gammelholm skønnede, at Søren Henriksen havde hånden på en tilfældig bold i feltet, og så pegede han på pletten og dømte straffespark. Det tog FCM-lejede Victor Torp sig af for FC Fredericia, og så var de foran.

Inden det havde det været en meget lige kamp. Og en kamp der stod i skyggen af COVID-19. Der var ingen tilskuere på stadion, udskiftningsbænkene var skiftet ud med tribunen og håndspritten stod fast placeret ved bolddrengene og på sidelinjen. Kun en nøje udvalgt skare – spillere, trænere, direktion, presse og fotografer havde adgang til Nord Energi Arena. En underlig fornemmelse at spille for ingen folk – udover os selv.

Man kunne ikke mærke på intensiteten i kampen, at det var første kamp efter en lang, ufrivillig pause. Der var god smæk i tacklingerne og aggressivt pres for vores side. Hele ugen havde vi trænet, at vi skulle presse og stresse deres opspil. Det lykkedes. Det var nemlig på den måde, vi fik skabt kampens største chance, da Morten Knudsen satte en ren tackling ind på en langsom Christian Ege. Wessam Abou Ali fik bolden serveret, tog et træk rundt om en mand og trykkede af. Desværre var hans sigtekorn ikke helt så godt, som det plejer. I hvert fald sendte han kuglen over mål.

Kampen var relativ chancefattig. Gæsterne fra Bæltet havde en enkelt chance, som Peter Friis fik bugseret ud på stolpen, og så ellers straffesparket.

En ærgerlig genstart – for spillet i første halvleg var til en solid føring, og så havde det været en hel anden kamp. Der måske ikke var blevet afgjort af en tilfældighed.

Matchfacts, NordicBet Ligaen, 21. runde

Vendsyssel FF – FC Fredricia 0-1 (0-0)

Mål: 0-1 59. min Victor Torp (str.)

Advarsler: 9. min Tiémoko Konaté, 45+1. min Morten Knudsen, 54. min Christian Ege (FC Fredericia), 63. min Emmanuel Ogude

Startopstilling, Vendsyssel FF (4-4-1-1): Peter Friis Jensen – Tobias Damsgaard, Søren Henriksen, Andreas Kaltoft (84. Jakob Hjorth), Jakob Blåbjerg – Tiémoko Konaté (46. Christoffer Boateng), Dušan Jajić (76. Mikkel Basse), Morten Knudsen, Emmanuel Ogude (84. Daniel Christensen) – Ali Messaoud (68. Bradford Jamieson IV) – Wessam Abou Ali

Startopstilling, FC Fredericia (4-2-3-1): Alexander Nybo – Jacob Buus, Erik Nissen, Mathias Johannsen, Nicolaj Ritter (88. Henry Uzuchukwu) – Victor Torp, Christian Ege – Kristian Kirkegaard (65. Anders Holvad), Mathias Gertsen, Agon Mucolli – Daniel Høegh